Alle gode gange tre for Raleigh
Med undtagelse af d. 14. december er Lunden fra og med i dag vært for nordisk onsdag resten af året.
Dagens 1. løb gav favoritsejr til Arvid Olsen og Raleigh (Great Challenger), der som helbror til sejrshesten Osbourne er store forventninger til, og efter galop i de to første starter, kom den første sejr i dag efter føring stort set hele vejen.
Arvid Olsen kørte til spids ind i første sving og holdt siden et jævnt 22-tempo den første kilometer. Der kom mere fart på til slut, og selvom debutanten Runaway kom tæt på, blev sejren nok mere sikker end det så ud til. Vindertiden blev 1.19,7/2000 meter.
Kristopher Viklund var svaret i det efterfølgende løb med Magnus Ladegård-trænede River Kemp (Archduke Kemp), der overtog føringen fra Ozzy Rex efter ca. 400 meter og afviklede kilometeren efter 1.18,0.
Ozzy Rex fik chancen midt på opløbet, men River Kemp holdt farten til mål og sejrede sikkert i tiden 1.18,0/2000 meter. Tredjepladsen til Pablo Carat.
Favoritten Rubin Egely havnede efter 400 meter som første hest i andet spor – gik godkendt, men var træt ind på opløbet og formåede ikke at blande sig i afgørelsen.