Aalborg i plus
Efter flere år med røde tal på bundlinjen har NKI Racing Arena i Aalborg nu fået vendt udviklingen og havde et overskud efter afskrivninger på 230.000 kroner i 2011.
Ikke siden 2005 har der været overskud på regnskabet og i 2010 havde man et underskud på 1,5 millioner kroner.
Banen har netop udsendt følgende pressemeddelelse:
NKI Racing Arena Aalborg, også i dagligt tale kaldet væddeløbsbanen i Aalborg, har efter flere år i træk med underskud nu fået vendt skuden. Der har ikke været sorte tal på bundlinjen siden 2005, hvor der var et overskud på kr. 84.000. Specielt 2010 blev et meget dårligt år med et stort underskud. 2011 regnskabet udviser et overskud før afskrivninger på kr. 1.0 mio., i 2010 var tallet her et underskud på kr. 950.000. Efter afskrivninger og resultat i tilknyttet virksomhed udviser det et overskud på kr. 230.000, i 2010 var tallet her et underskud på kr. 1,5 mio. Resultatet for 2011 er et meget flot resultat i et udfordrende marked, hvor der opereres indenfor sports– og oplevelsesindustrien.
1. november 2010 satte den nye direktør Michael Korfitsen sig i stolen, og han har sammen med bestyrelsen og medarbejderstaben arbejdet hårdt for at gøre en forskel, hvilket nu også kan ses på det økonomiske resultat.
– Jeg vil gerne takke medarbejderne og bestyrelsen for den gode og sublime indsats, siger Michael Korfitsen. 2011 har været et hårdt, spændende og udfordrende år med masser af ændringer til følge, hvilket har været nødvendigt at foretage for at vende udviklingen.
De første måneder i jobbet er blevet brugt på, at vende hver en sten i hele virksomheden med det mål om, at få styr på økonomien, set på forretningsgangene, og set på om organisationen havde den rette sammensætning ift. de udfordringer vi stod overfor.
Efter den gennemgang har det medført flere besparelser på omkostningssiden, og derudover er der etableret nogle nye forretningsgange, som er lidt smartere. Endvidere har det medført ændringer i organisationen.
Ressourcerne er dog ikke kun brugt til at lave besparelser, fortæller Michael Korfitsen videre. For at få etableret en balance mellem indtægter og udgifter har det også været et ”must” at forøge indtægterne, og her er vi specielt lykkedes med 3 ting i 2011.
Sponsorindtægterne er forøget med godt 40% ift. 2010, og totalspillet på heste væddeløbene er vækstet med 19% i Aalborg ift. 2010.
Årsagerne til sidstnævnte er en øget publikumstilstrømning. Især salget af vores oplevelsespakker har haft stor effekt, hvor både virksomheder, foreninger, sportsklubber og private har været på væddeløbsbanen, og fået en unik oplevelse. Pakketilbuddene består bl.a. af, at selskaberne får tilknyttet en vært, som fortæller om historien, viser rundt i staldene, giver spilintroduktion, og sidst men ikke mindst diskes der op med en buffet og drikkevarer i banens restaurant, hvor der også fra 1. salen kan opleves en meget flot udsigt.
På trods af krise og lavkonjunktur i samfundet ser NKI Racing Arena`s direktør lyst på fremtiden, da flere skibe er sat i søen for at skabe yderligere vækst. Ultimo 2011 har ungdomsforeningen fået egen stald, så flere medlemmer kan komme ind, da børn ligefrem har stået på venteliste. Derudover har 476 mennesker købt byens og regionens egen hest, som hedder Run NKI Aalborg. Run har efter lidt startvanskeligheder begyndt at vise sit potentiale, og har i 4 starter i 2012 sejret 2 gange. Endvidere har væddeløbsbanen i sommeren 2011 etableret helt nye faciliteter i hele stueetagen. Herunder Cafè Pitstop som åbnede 9. juli 2011, og her er trenden meget opadgående både hvad angår kundestrøm og omsætning.
Sidst men ikke mindst giver det også meget mening at rose alle de aktive i og omkring væddeløbsbanen. Det gælder både trænerne, amatørerne og opdrætterne, som uge efter uge laver super gode resultater i både ind– og udland, og det er jo med til at skærpe interessen yderligere, udtaler Michael Korfitsen.