Aalborg-auktion: Snit på 32.900
Ifølge de beregninger travservice.dk har foretaget blev gennemsnitsprisen på 40 solgte åringer på Opdrætterforeningens Aalborg-auktion lørdag aften i Gigantium på 32.900 kroner. Derimod blev ingen af løbshestene solgt – trods gode bud, mens tre ud af fire 2-årigner solgte samt den enlige følhoppe.
Topprisen på 140.000 kroner blev betalt for 11 Avenue of Love (foto) – en danskregistreret Love You-hoppe, der er første afkom efter Andover Hall-hoppen Stay with Us.
Den købte Alan Kristensen, Stutteri Rævekilde.
– Det var den jeg kom efter, og jeg ville bare have den, fortalte han Travservice.dk.
Det samme sagde en meget glad træner Kaj Jensen, der på vegne af sin store hesteejer, Kolin Stable fik auktionens næstdyreste hest medet hammerslag på 135.00 kroner, Attack Photo efter SJ’s Photo – Moneypenny.
Akkurat som ved Avenue of Love var budgivningen livlig, men Kaj Jensen fik til slut det sidste bud, da han fik lov til at ”nøjes” med et bud på 135.000 kroner efter næstsidste bud var 130.000.
Over 100.000 kroner sprang auktionarius eller 10.000 kroner mellem budene.
Og apropos auktionarius, så var han kompetent og hurtig til at få fat i buddene.
Ham skulle DTC få adressen på til næste års Derbyauktion.
Den tredje hest, der nåede en sekscifret pris, var 33 Miramar (S), der solgtes for 100.000 kroner til Knud Erik Ravn.
Miramar er efter Quatre Juillet og Cantab Ball-datteren Baby Blue Yankee.
To af de tre dyreste kom således fra Preben Sørensen og Co i Travdiscount.
Kolin Stable købte endnu en hest Anoa (Coktail Jet – Sika). Den skal en gruppe af fynske venner være med i, og hesten skal trænes af Frantz Praem, der i øvrigt også har kørt den til.
40 af de fremstillede 60 åringer blev solgte til en gennemsnitspris af 32.900 kroner.
Interessen for at følge vor live-opdatering af resultaterne var så stor, at mod auktionens slutning stod serveren af.
Heldigvis har vi en god samarbejdspartner i secrethost.dk, og trods det sene tidspunkt kom sitet op og køre igen.