7. løb: Venividivici Joe
Ny hollandsk triumf i stayerløbet, hvor Hugo Langeweg-trænede Venividivici Joe (Paul Trot) gav opvisning for Erik Adielsson efter iskold styring af Solvalla-træneren.
Det blev et løb med mange skiftende føringer undervejs – først Nok’En Frækkert, der tog spids fra start for at slippe til Classic Man efter 400 meter.
Snart efter kom Scherzo Brodde frem som første hest i andet spor og noget overraskende valgte Kolgjini at slippe Svend Dyhrberg til spids, men kort efter slog “Ludde” kontra og kørte igen til spids med Classic Man, der afviklede den første kilometer efter 1.19.
Knapt midtvejs i løbet blev Classic Puzzle sendt afsted fra tredje par udvendig og overtog i et snuptag føringen for Steen Juul.
Den senere vinder sad sidst udvendig, men ud på sidste omgang gik Erik Adielsson afsted i tredje spor i ryg på In Cap N’Gown, og ind på opløbet udviklede løbet sig til et opgør mellem disse to heste.
Venividivici Joe var dog klart stærkest til og gik på de sidste meter forbi til kort, men sikker sejr i tiden 1.15,7/3010 meter foran In Cap N’Gown og Makin Me Dizzy.