50% i sejrsprocent
I aftes vandt Ken Ecce på Jägersro med den 4-årige svenskfødte hoppe, Quintesse. Det var Varenne-datterens 3. sejr i 6 starter i år og karrierens 5. i 10 starter.
Quintesse er opdrættet på Menhammar og blev i 2010 udbudt til salg på Kriterie-auktionen i Stockholm,
Her faldt hammeren på 130.000 SEK og træner Henrik Thomsen stod som køber.
Det var imidlertid duoen Leif Hansen og Tony Henrikson, der var gået sammen om at købe Quintesse – og bortset fra et ophold i Sverige for at gå præmieløb, da hun var to år, har Quintesse været i træning hos Ken Ecce.
– En rigtig dejlig hest med stort potentiale, siger Ken Ecce. Sejren i aftes var helt efter behag.
– At hun blot har startet 10 gange i karrieren skyldes, at hun i fjor trådte en sko af og samtidig ramte sig på en sene. Det tog tid at få hende klar igen.
– Hun har temperament med Varenne som fader og Viking Kronos som morfader, men hidtil er det da lykkedes for os at holde hende i ave, siger Ken Ecce.
Quintesse sejrede sikkert i 1.14.1a/1640 og fik 25.000 SEK i præmie – dermed passerede hun 100.000 SEK i indkørte præmier.
Nummer to og tre i løbet havde også dansk tilknytning – nemlig Simoni’s Sunshine med Christoffer Eriksson og Supercool Langkjær med Steen Juul.
Gennem mange år har Palle Günther haft et godt samarbejde med den svenske amatørtræner Håkan Jonsson, og duoen har måske en ny spændende hest på vej.
I hecrt fald var det en fin debut, som Speedy Salløv (Gills Victory) leverede for Palle Günther, da den sejrede i 1.17.8/2140 m – præmie 20.000 SEK.
Bo Falsig havde taget turen fra Åby med den stærke hollænder, Avanti LM (Love You). Parret var favorit og indfriede da også forventningerne og sejrede i 1.14.5a/2140 m – præmie 40.000 SEK foran Nesmil Hanover med Steen Juul i 1.14.6 – præmie 20.000 SEK – Anders F Jensen-trænede Pf med Andre Bakker var her nummer fem i 1.15.0 med galop.
Jens Simoni var også på Jägersro og opnåede en andenplads med Slim Shady – samme placering i monteløbet til Ronja Stensbæk med Nicole Marsing, hvor Løb på Ellebo med Sabina Gammelgård var nummer fire og ”Tarok-dubleanten” Passion For Bambus med Kristina Jensen nummer seks.