4 x Jensen og 2 x Mønster
Flemming Jensen tog godt for sig af retterne på Billund Trav onsdag eftermiddag, hvor han vandt fire sejre – herudover vandt Knud Mønster to sejre – så to kuske vandt 2/3 af programmets løb.
På papirer havde Flemming Jensen fem gode chancer i sine i alt otte starter.
Og de fire holdt.
Silent Laser, Sensei, Rebus og Solo Nolo vandt alle, mens Speed Hill (15:10) var med i opløbskampen, men galoperede kort før mål. Den havde dog næppe fanget den velgående Sus Siem med Rene Kjær, der vandt i fine 1.13.6a/1900 m.
Silent Laser gik et topløb, idet den sad udvendigt det meste af vejen, men Sensei afgjorde til sin fordel på en god afslutning.
Med Rebus havde Flemming Jensen fuld kontrol i dødens på italienske Patria, der selv om den gik lov til at bestemme tempoet, gik helt i stå til slut. Rambo Flex med Rene Kjær sluttede godt af efter sen åbning.
Solo Nolo lignede en sikker vinder undervejs, men blev udfordret i opløbet af Octavia Tamsen med Erik Hansen. Denne faldt imidlertid lidt ned i banen og Hansens sulkyhjul kom ind bag Jensens sulkyhjul, og Erik Hansen måtte hive i land.
Var denne lille episode ikke sket, havde vinderen måske været Octavia Tamsen.
Knud Mønster kunne vinde meget sikkert med Rocky PH, der tidligt kom til spids. Samme recept blev brugt med Razor Blade, bare bliver bedre og bedre.
Eftermiddagens største overraskelse stod Kaj Jensen for, da han førte fra start til mål med Silver Cæsar (Brandy dei Fiori), der vandt sin første sejr i karrieren i 1.15.8aa/1900 m. Vinderodds var 51!
Silver Cæsar lod aldrig 15:10-favoritten Sunny Boy Lavec med John Køhler komme i infight.
Silver Cæsar har som lillebroder til Hoppe Derby-vinderen Echuco Csar og Kriterie-vinderen Louis Cæsar da også noget at leve op til.
Steen Juul var blandt de gæstende kuske i Billund, og han kom på vinderpladsen med sin gæstekøretur bag Nallo Åstrup.
| ||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
|