200.000 mere til Photo Princess?
Martin Hansens stjernehoppe fortsætter kun som væddeløber så længe hun er på toppen.
Med fire sejre og 754.000 SEK alene i år har Photo Princess været lidt af et eventyr for sin opdrætter og ejer, Billund-træner Martin Hansen, som kan lægge yderligere 200.000 SEK oven i “potten” hvis den 7-årige hoppe også vinder sin næste start i Diamantstoet Finale d. 29. december på Solvalla.
Herefter er der ikke lagt yderligere planer for den svenskregistrerede hoppe, der siden juli måned i fjor har været i træning hos Michael Lønborg på Jägersro.
– Vi havde jo faktisk aftalt at hun skulle i avlen til næste år og har fået plads ved Scarlet Night, men forsætter hun som nu, får hun en sæson mere, så vi tager et løb ad gangen og tager stillingen først i foråret, siger Martin Hansen, som måske har en kommende afløser for Photo Princess klar i kulissen.
– Jeg har to følhopper. O’ligne (Armbro Kaiser-Desert Flower/Lindy’s Crown) har et hingsteføl efter Dream Vacation og er i fol v/Timberland. Og så har jeg lånt min søsters følhoppe Itchea (fr)(Lutin d’Isigny-Deltchea/Orfeu Negro), der er i fol v/Super Photo Kosmos (samme far som Photo Princess).
Photo Princess’ mor, svenskfødte Milady Hornline, er død og fik ikke flere føl efter “prinsessen”.
– Hun blev i fol flere gange mens jeg havde hende, men kastede altid føllet, så derfor fik Peter Fog (Ansager Dyrehospital) hende uden dog at det lykkes at få flere føl på hende, slutter Martin Hansen.