2-åringer i gang i Tyskland
Lørdag eftermiddag blev årets første 2-årsløb afviklet i Tyskland. På Mariendorf-banen i Berlin sejrede Livingston med Robin Bakker i sulkyen i 1.19.8a/1900 m
Årets første 2-årsløb i Tyskland var forbeholdt heste, der var solgt eller fremstillet på Derbyauktionen i Berlin året før.
Der var en samlet præmiesum på ikke mindre end 57.025 Euro – eller cirka 425.000 kroner!
Løbet vandtes sikkert af Livingston kørt af Robin Bakker i 1.19.8a/1900 m – den blev i fjor solgt for 7.000 Euro – cirka 55.000 kroner på auktionen. Den fik 28.512 Euro i præmie.
Livingston er efter Timberland – Coktail Jet-sønnen, der i denne sæson har været opstaldet hos Peter Fog, Ansager, og som i eftermiddag har Starlet Beat til start i Jydsk 3-årings Hoppe Grand Prix. Livingston er første afkom efter Blue Emotion (Toss Out) 1.16.0.
På andenpladsen fulgte Let’s Dance (Oscar Schindler SL) i 1.20.1 – den kostede i fjor 3.000 Euro, mens Zenaytta (Look de Star) blev nummer tre i 1.20.2 – den kostede 7.000 Euro
Der var i alt 17 2-åringer til start!
Den tyske Derbyauktion afvikles også i år over to aftener – første afdeling fandt sted i aftes, men endnu er der ikke offentliggjort nogen salgstal – anden afdeling afvikles på lørdag.
Også i 2013 vil der være et auktionsløb med mindst 50.000 Euro i samlet præmiesum – køber man hest på auktionen er man forpligtet til at betale første indskud til auktionsløbet på 75 Euro – køber opdrætterne tilbage, kan åringen også anmeldes.
Der skal i alt betales 750 Euro for at kunne starte i Auktionsløbet.