150 års travhistorie i Derbyvinderen
Årets vinder af Dansk Tarok Trav Derby, Stand and Deliver kommer ud af en god gammel dansk hoppe-linje, der kan føres helt tilbage til 1870-erne.
Den egentlige mening med at afvikle Dansk Trav Derby er at finde det bedste individ baseret på avlen i Danmark.
Og her må man sige, at årets derbyvinder Stand and Deliver lever op til derbyets grundtanke.
Moderlinjen på Stand and Deliver kan nemlig føres helt tilbage til en Frederiksborger-hoppe, Rosabella, der er født i 1870-erne!
Rosabella var moder til Frigga, der har stambogsnummer 3 i Dansk Traver Stambog og som havde en halvblodshingst som fader.
Da travsporten var ung i Danmark i 1880-erne var det jo mere omkap-kørsel med de køreheste, som man havde end travsport, som vi forstår det
Det var lang tid før automobilet, og hesten var det vigtigste transportmiddel.
Man søgte at avle på de heste med de bedste travgener, og efterhånden kom der også gang i importen af travheste fra bl.a. Østrig-Ungarn, Tyskland og Holland, hvor travsporten var meget udbredt.
Også fra Rusland blev der importeret heste af racen Orloff-traver – pudsigt nok baserer denne race sig også på en Frederiksborger-hoppe.
I efteråret skrev jeg en artikel om netop Stand and Delivers historiske moderlinje – den kan du læse på dette link klik her
Faderen til Stand and Deliver er amerikanske Kadabra (foto), der kan føre sin afstamning på fadersiden endnu længere tilbage – ja, i 14. led finder vi Mambrino, der er fader til Abdallah (født 1823) – Abdallah blev bl.a. fader til Hambletonian (født 1849), der anses for at være travsportens stamfader.
På modersiden finder man i 13. led Mambrino Beauty (født 1894), som I USA er linjedannende.
Kadabra har ingen speciel fancy afstamning – snarere tværtimod.
Den er efter Primrose Lane 1.12.9 – 248.061 dollars, der har svenske Meadow Road som fader og ud af en Lindy Pride-datter.
Primrose Lane stod i Staten Illinois hvor den mellem 1994 og 2002 blev fader til i alt 119 travere – Kadabra er den suverænt bedste.
Moderen til Kadabra er den ustartede Quillo er efter Trotting Happy 1.14.6 – 30.710 dollars, der havde Speedy Somolli som fader og samme moder som Friendly Face, der blev solgt til Finland, og i 1980-erne var en af de bedste travere i Europa.
Quillo har gjort det godt i avlen og udover Kadabra 1.09.3 – 1.806.779 dollars har hun bl.a. også født Lifes a Holiday (Primrose Lane) 1.10.8 – 721.659 dollars
Som 2-åring vandt Kadabra 10 sejre i 14 starter, og trods sin afstamning og selv om han ikke ar anmeldt til The Hambletonian Stakes blev han solgt for et millionbeløb i dollars hesteejere ved Jimmy Takter.
De tog en chance, og den gav bonus.
Kadabra blev kåret som Årets 3-åring efter at have vundet storløb som Canadian Trotting Classic, Breeders Crown, Stanley Dancer Memorial m.fl.
Den startede 14 gange som 3-åring – vandt 11 sejre og 2 andenpladser og tjente det år 1.215.496 dollars.
Kadabra gik i avlen i Canada, hvor den hurtigt slog sit navn fast som en af de førende avlshingste.
Hans foreløbige bedste afkom i Nord Amerika er hoppen Bee a Magician (foto) 1.09.0, der tidligere på måneden vandt Hambletonian Oaks.
I Canada står Kadabra til 15.000 dollars, mens den herhjemme udbydes af Peter Fog, Ansager til 4.000 kr + 15.000 dollars.
Udover Stand and Deliver kender vi herhjemme Kadabra som fader til Flemming Jensens hårdføre Dakadak.