1.12,6 gav ingen præmie
Derbyvinderen Magic Sisa var i går til start på Jägersro, men trods en flot 1.12,6-tid fik hesten ingen præmie.
– Kusken (Jörgen Sjunnesson) kunne ikke rigtig få fat i vatudtrækssnoren rundt sidste sving. Det gjorde, at hesten trak ned i banen – og siden fik han aldrig farten op igen. Magic kom akkurat ikke frem i pengene, og det var selvfølgelig ærgerligt. Efter løbet havde han fin puls (86 efter 16 min.), så der burde ikke være fare på færde, men for en sikkerheds skyld bliver der taget blodprøver i dag, siger Gitte Madsen.
4-års prøver i Århus
På søndag den 19. juni er der 4-års prøver på Jydsk Væddeløbsbane. Gitte har to heste med til Århus.
Prøv Hr Siem
– Hun kom til os 1. februar, og da døjede hun meget med for høje muskelværdier. Det er i orden nu. Efter forrige start i Skive fandt vi ud af, at hun trak luft ind i skeden – hvilket naturligvis er ubehageligt for hopperne. Hun er derfor syet bagi. Er siden blevet sparket i folden, og er derfor blevet sat lidt tilbage. En hoppe med god grundkapacitet. Vi må se, hvor langt det rækker på søndag.
Picasso Sisa
– Det ser fint ud med ham. Sporet kunne selvfølgelig være bedre, men vi må jo tage det, som det kommer. Han har trænet super siden sidste start. Mine heste plejer ikke at tabe form trods fem ugers løbspause. Vi har prøvet med nye sko (pære-sko), som aflaster dragterne, og det virker efter planen. Han er havnet i en hård afdeling, men da jeg har ambitioner med denne hest, skal han jo kunne være med dem alligevel. Sporet gør, at vi er lidt afhængige af de foranliggende det første stykke vej. Jeg frygter ingen, men har respekt for alle. Partout Simoni har jo flotte meritter, men jeg aner ikke, hvor den er formmæssigt.
Bedste chance i Billund i morgen?
Det må være Pyrus Ringhøj. Den havde noget i halsen senest, men er i orden igen, oplyser Gitte Madsen.