TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

VM: 40 år efter Tarok

af | Nyheder

I 1977 var Tarok og Jørn Laursen den første rent danske ekvipage, der deltog i VM-løbet, The International Trot i New York. 40 år efter er det Tripolini VP med Jeppe Juel, der tager turen over Atlanten.

I 1977 var det en kæmpe begivenhed, at Tarok skulle starte i VM-løbet i New York.

Tarok med Jørn Laursen. Foto Burt Seeger

Omkring 600 danske travsports-interesserede meldte sig til de ture som Jan Tunow sammen med Stig Elling havde arrangeret til New York.
Dengang var det ikke normalt, at danskere tog i stort tal til USA, og den store interesse omkring Tarok-turen gav genlyd over alt i den danske medie-verden.
Det var også dengang travsporten var en betydende del af mediebilledet – ja, og så var der jo Tarok og Familien Laursen, der var genstand for en enorm popularitet, som vi aldrig har set siden inden for travsporten.
Desværre for kredsen om Tarok og de mange danskere, der var på plads på Roosevelt Raceway denne lørdag i juli måned, sluttede Tarok uplaceret.
Men trods skuffelsen, så var selve turen til New York en kæmpe oplevelse for livet for deltagerne.
Lørdag aften starter Tripolini VP med Jeppe Juel, og der er slet ikke samme hype om dens deltagelse, som der var i Tarok-tiden.
Ret beset er Tripolini VP jo heller ikke noget internationalt kendt navn, og opgaven den kommer på i morgen aften, er den hidtil hårdeste i karrieren for den.
Tarok havde spor 1 i sit VM.
Tripolini VP spor 9 – dvs. indvendigt i anden række bag canadiske Marion Marauder med Scott Zeron.
Marion Marauder er ikke just kendt som nogen lynstarter, så Tripolini VP kan komme til at sidde langt nede i feltet undervejs.
Tripolini VP og Jeppe Juel bliver den kun tredje helt igennem danske ekvipage, der er til start i VM-løbet.
Tarok og Jørn Laursen var de første, mens Hairos og John Køhler var de næste, da de startede i 1988.
Den start blev desværre den sidste i karrieren for Hairos, der brækkede et kodeseneben i løbet, hvor den sluttede uplaceret.

Muligheden for at Tripolini VP kan gøre det bedre end Tarok og Hairos er bestemt til stede!
Men andre danske heste og kuske har gjort det flot i VM-løbet, The International Trot.
I 1986 vandt Habib, der opdrættet af Finn Jensen, Aalborg løbet. Den var da i norsk eje og træning og blev kørt til sejr af Ulf Thoresen.

Tre år efter var Indus, der var opdrættet af Kaj. S. Nielsen, Aalborg, nummer to. Den var i svensk eje og blev kørt af Lars Lindberg.
Preben Kjærsgaard er foreløbig den danske kusk, der har opnået den bedste placering i VM-løbet. Det gjorde han i 1990, hvor han blev nummer tre med amerikanskfødte Meadow Roland.

Tripolini VP med Jeppe Juel bliver den 10. ekvipage med dansk tilknytning, der starter i The International Trot.
Listen over tidligere danske VM-deltagere ser således ud:
1975 – Ritha Lyngholm – Olle Lindquist – 6.
1977 – Tarok – Jørn Laursen – uplaceret
1986 – Habib – Ulf Thoresen – sejr
1986 – Junior Lobell – Søren Norberg – uplaceret
1987 – Habib – Ulf Thoresen – 5.
1988 – Hairos – John Køhler – uplaceret
1989 – Indus – Lars Lindberg – 2.
1990 – Meadow Roland – Preben Kjærsgaard – 3.
2016 – Tano Bork – John D. Campbell – uplaceret