TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Vinterferie i Florida?

af | Nyheder

Skal du til sol og sommer i Florida i de kommende måneder –så behøver du ikke at undvære travsporten. Her er nogle tips til at undgå  travsportslige abstinenser!

Det er let at komme fra Danmark til Florida i vore dage.

Såvel SAS som Norwegian flyver direkte fra København til enten Miami, Fort Lauderdale eller Orlando.

Fra Jylland er det muligt at flyve fra Billund og eller Aalborg med enten KLM, British Airways eller Air France med et stop og videre til en destination i Florida.

Har man børn eller er man en barnlig sjæl, så undgår man jo ikke at komme til Orlando, hvor de store forlystelsesparker som Disney World,Sea World, Universal Film Studio etc. ligger.

Orlando ligger inde i landet – der er dog ikke langt til kysten – hverken mod øst eller vest, men er det badeferie det primært skal være,så er området omkring Fort Lauderdale og Miami at foretrække, men også en tur ned til det sydligste punkt i USA, Key West kan meget stærkt anbefales.

Alene køreturen til Key West, hvor man kører over 42 broer – og stort set kan se vand på begge sider af vejen hele tiden – er en meget stor oplevelse.

Key West har sin helt egen stemning og som sagt – en tur derned kan bestemt anbefales.

Og så er der det med travet!

Pompano Park . den gamle hovedbygning, der ikke længere er i brug

Cirka tre kvarters kørsel nord for Miami ligger Pompano Park – Florida eneste travbane. En 1000 meter bane, der har set meget bedre tider, men som overlever fordi der på banen er bygget et stort og flot casino.

Husk at børn ikke har adgang til casinoet, men det går fint med at tage børn med til travbanen.

Husk også altid at have Pas med dig – hvis du ser meget ung ud, skal du kunne legitimere dig!

Som hovedregel er der i januar, februar og marts løb hver uge fra søndag til og med torsdag på Pompano Park med start klokken 19.20.

Sporten er ikke på noget højt plan, men når man er i nærheden, så læg dog vejen forbi.

Et sted, hvor sporten til gengæld er i top, er den nærliggende galopbane, Gulfstream Park. Her er der også løb fem dage om ugen – tirsdag og onsdag undtaget.

Det er på Gulfstream Park verdens største galopløb, Pegasus World Cup, der har en samlet præmiesum på 12 million dollars rides den 26. januar!

Til de mere ordinære løbsdage er der gratis entré på Gulfstream Park og selv om galopsporten ikke siger dig noget, så læg alligevel turen forbi – det er en oplevelse at se de flotte bygninger, der på væddeløbsbanen, der i øvrigt ligger lige op til et shopping mall.

Nå, men tilbage til travsporten!

I USA har det nærmest været en tradition, at man vinteren sendte man ungheste og løbsheste til Florida . unghestene for at blive optrænet og løbshestene for at blive gjort klar til sæsonens storløb.

Det sker stadig, om end ikke alle trænere gør dette længere, men der er fortsat god gang i flere store træningscentre.

På Sunshine Meadows, der ligger lidt inde i landet og ud for Delray Beach, holder bl.a. Paul Kelley til, og det er her danske Rene Sejthen er førstemand.

Rene, der sikkert bliver glad for dansk besøg, har arbejdet hos Kelley i  et par sæsoner, og trives i sit nye hjemland.

Rene Sejthen med en spændende unghest, Tumult.,

På Sunshine Meadows står Dewayne Minor også – Minor har gennem tiden trænet mange danskejede travere bl.a. Legendary Lover JK., Wishing Stone og aktuelt Shoshie Deo.

Ikke langt fra Sunshine Meadows ligger et andettræningscenter, South Florida Training Center.

Er man rideinteresseret – ja, eller simpelthen bare hesteinteresseret, så kan det også anbefales at køre en tur til Wellington, der ligger en god times kørsel nord for Miami. 

Wellington er centrum for amerikansk ridesport i vintermånederne, og der afholdes flere store spring og dressur-stævner ligesom der er store polo-stævner.

Har man nu valgt at tage til Orlando, så er det Palema Trotting Center, hvor Åke Svanstedt holder til, man kan besøge.

Palema Trotting Centre ligger ved Vero Bech, syd for Orlando.

Ole G. Nielsen  her med Stutteri Disneys spændende åring, Coventy Hall.

Her er der også en dansker, der sikkert bliver glad for besøg. Nemlig Ole G. Nielsen, der er førstemand hos Åke Svanstedt.

Rundt om Orlando er der andre træningscentre som SouthernOaks, Spring Garden  og Winter Miles Trotting Center – og fælles for alle træningscentre er, at man generelt bliver vel modtaget som gæst.

Men undgår ikke at leje en bil, når man er i Florida, men det er nemt – og billigt.

Her er link til de fleste af de steder, der er omtalt i artiklen – har du brug for yderligere information er du velkommen til at henvende dig.

Gulfstream Park – klik her

Pompano Park – klik her

Sunshine Meadows – klik her

South Florida Training Center – klik her

Palema Trotting Center – klik her

Spring Garden – klik her