TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

“Vi er nødt til at tilpasse os”

af | Nyheder

Trænerforeningens nyvalgte formand, Kenneth Nielsen, vil fortsat kæmpe for bedre vilkår for både hesteejere og trænere i dansk travsport, og glæder sig over DTC-formandens ”gyldne fremtidsløfter”.

Efter syv år på posten trak Frantz Praëm – som nu rejser til Norge – sig i sidste uge tilbage som formand for ”Trænerforeningen af 1909” og overlod stafetten til Kenneth Nielsen, som fremover skal stå i spidsen for foreningens bestyrelse, der også består af Michael Lønborg og Kaj Westergård.

Trænerforeningens bestyrelse i 2019, fv. Michael Lønborg, Kenneth Nielsen og Kaj Westergård. Foto: Lone Kristensen

Kenneth Nielsen har allerede en plads i DTC’s bestyrelse som Trænerforeningens repræsentant og er glad for, at der bliver lyttet til de professionelle træneres holdninger.

-Udover de otte repræsentanter for landets væddeløbsbaner, består bestyrelsen også af FDT-formand Jørgen B. Pedersen og jeg selv, og vi er derfor talerør for både trænerne, amatørerne, pony- og montésporten samt ikke mindst hesteejerne,  som efter min mening er den vigtigste aktør overhovedet set med travsportens øjne, siger Kenneth Nielsen.

-Det er vigtigt at vi får bragt alle deres problemer og udfordringer til torvs, når vi taler om hvad der skal ske ude på banerne med drifttilskud og økonomi generelt, og jeg synes det overordent set fungerer rigtig godt. At Trænerforeningen er med i DTC’s bestyrelse er med til at afkorte distancen mellem hverdagens problemer og de politiske beslutninger, der ligger til grund for hvordan pengene bliver delt rundt.

-Man hører ofte, at folk ikke føler, at de bliver hørt eller har nogen indflydelse, men alle – både trænerne og de lokale baner har faktisk en repræsentant i DTC’s bestyrelse, som man altid kan gå til for at få bragt en sag videre, så alle kan blive hørt. Det synes jeg er rigtig godt og set med nutidens øjne har Trænerforeningen faktisk mere indflydelse end vi nogensinde har haft.

-Nu er det jo ikke sådan at alt, hvad vi siger og foreslår bliver vedtaget, men jeg føler som sagt at der bliver lyttet til os, og når pengene skal fordeles eller når vi taler løbsdage og starttidspunkt eller alt muligt andet løbsteknisk, har vi altid en god og saglig debat.

Fremtiden
Trænerforeningen af 1909 omfatter i dag 73 professionelle travtrænere. Det er dog ingen hemmelighed, at mange har svært ved at få økonomien til at hænge sammen og derfor er tvunget til at tage arbejde uden for travsporten, men det ser Kenneth Nielsen ikke som noget problem.

-Hele hestesektoren er under forandring og vi er nødt til at tilpasse os. Vi må erkende, at det at eje en heste er en luksus uanset hvilken gren af hestesporten man tilhører, og det giver også travtrænerne store udfordringer, siger Kenneth Nielsen.

-Udfordringerne bliver større og større, og jeg synes det er al ære og respekt værd, at så mange kæmper på med deltid- eller fuldtidsarbejde uden for sporten og samtidig kører deres trænervirksomhed ved siden af. Jeg synes det er imponerende at de holder ved – det kan alle være glade for og jeg synes, de fortjener en guldmedalje, for alle ved godt hvor meget det kræver at drive en trænervirksomhed i vore dage.

-Det bider sig i halen hele tiden. Hvis du har succes ligger der er stort arbejdspres i at få det hele til at hænge sammen, og hvis du næsten ingen heste har, er man tvunget til at gå ud og skaffe kunder til sporten, fortrinsvis på auktionerne rundt omkring. Man forestiller sig næppe den kæmpe investering, som trænerne står for.

Fællesbillede fra bueskydningskonkurrencen. Foto: Lone Kristensen

-Der er jo blevet langt færre heste end dengang jeg var dreng, hvor der blev født op mod 1400-1500 heste om året. I dag kommer der max. 400 føl, men hvis man ser på antallet af trænere, er der faktisk ikke forsvundet en eneste. Tværtimod er det efterhånden ofte sådan, at når der stopper én, begynder der to nye. Det er så langt fra alle, der er fuldtidstrænere, men jeg ser det under alle omstændigheder som en kæmpe gevinst at de holder ved.

Tredobling af præmierne
I bund og grund handler det hele om løbspræmierne, som ligger milevidt fra store travsportslande som Sverige og Frankrig, men det bliver der måske snart lavet om på …

-Jeg læste for nylig i Væddeløbsbladet, at Lindhardt Jensen (DTC-formand, red.) udtalte, at præmierne skal tredobles og det skal jeg gøre mit for at holde ham op på, smiler Kenneth Nielsen, vel vidende at det nok ikke bliver let at tilføre hestesporten så mange penge.

-Præmiestigninger skal ikke ske på bekostning af løbsnedlæggelser. Det skal jo være noget vi kan mærke, men igen handler det om hvordan de midler vi har til rådighed, skal fordeles.

-Der har f.eks. også været en del kritik af baneforholdene på de danske væddeløbsbaner; senest på Kriteriedagen på Lunden, og personligt håber jeg, at det er en ting man vil fokusere mere på i fremtiden.

-Det er faktisk endnu vigtigere end tidligere at banerne bliver vedligeholdt, men hvor skal pengene komme fra, spørger folk. Der er jo mange ting, som banerne skal bruge penge på når de får deres drifttilskud, men i min bog er det vigtigt at man opprioriterer baneforholdene, især på løbsdagene. Som det er nu, føler jeg, at for mange penge går til ”cirkus”.

-Der er med andre ord mange ting, vi skal se på i fremtiden, men vi har også en hel del ting støbeskeen, så inden længe er der spændende nyt fra Trænerforeningen, slutter Kenneth Nielsen.