TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Verdens hurtigste med dansk tilknytning

af | Nyheder

Mandag aften vandt den 8-årige vallak Etruscan Hanover et løb på Woodbine Raceway i Canada i 1.10.1, og det er verdens hidtil hurtigste tid af en traver i år. Og mormoderen til Etruscan Hanover står på Stutteri Shadow i Nordjylland.

Etruscan Hanover (Donato Hanover – Exotic Destination) vandt mandag aften en sikker sejr på Woodbine i 1.10.1 og blev dermed verdens hidtil hurtigste traver i 2018.

Etruscan Hanover – verdens hidtil hurtigste med 1.10.1

Hvad der gør den ekstra interessant med danske øjne er, at dens mormor, Tahitian Tasha nu er i dansk eje, og er i avlen på Stutteri Shadow i Nordjylland, hvor hun i øvrigt i år venter føl efter Hambletonian-vinderen Broad Bahn.

Moderen til Etruscan Hanover, Exotic Destination var en overgang verdensrekordholder med tiden 1.09.7 og hun har Dream Vacation som fader.

Herhjemme har Tahitian Tasha fået tre helsøskende til Exotic Destination – unghestestjernen Anton Tinghøj 1.14.2 – 85.350 kr, Corinna Tinghøj 1.22.1 – og Ocean Shadow, der døde som unghest.

Udover Tahitian Tasha har Stutteri Shadow også hendes datter, Too Fast Shadow (The Liquidator) 1.14.9 – 54.150 kr –  i avlen. Hun fik i fjor føl ved Farifant og er i fol ved Orlando Vici.

Et andet hoppeafkom efter Tahitian Tasha har også været i avlen på Stutteri Shadow.

Det var den nu afdøde Tahitien Treat (Enjoy Lavec) 1.12.9 – 100.637 dollars – hendes datter, Bravur Torkdahl (Andover Hall) 1.15.1 – 56.800 kr. er købt tilbage af stutteriet og skal indtræde i gruppen af avlshopper på Stutteri Shadow.