TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Var det Derbyvinderen vi så?

af | Nyheder

Lindhardt Jensens Donatello Garbo overlegen i Frosty Hanovers Mindeløb efter mesterlig styring af Kenneth Nielsen.

Efter et imponerende prøveløb stillede hollandsktrænede Ids Boko op som storfavorit (15:10) i Frosty Hanovers Mindeløb, og allerede ud af første sving syntes løbet afgjort, da Robin Bakker kunne køre til spids med den tyskfødte tophest.

Dream of Success var hurtigst fra start, men fik “vinderhullet” da Ids Boko blev forceret til spids. Derved fik Donato Hyrdehøj dødens, mens staldkammeraten Donatello Garbo (Wishing Stone) fik det perfekte løb i andet par udvendig.

Efter 12-tempo de første 500 meter fik Robin Bakker dæmpet til 1.14,7/1000 meter, men farten blev sat yderligere ned, så der var masser at køre med til slut for storfavoritten.

Foto: Kjeld Mikkelsen

Ind i sidste sving kom Donatello flyvende i tredje spor og havde hurtigt kontakt med den førende, der tacklede lidt i travet rundt sidste sving.

Donatello Garbo så dog meget stærk ud og havde formentlig vundet løbet uanset om Ids Boko havde galoperet eller ej, men da den tyske heste rullede over i galop ind på opløbet, var vejen banet for en knusende overlegen sejr i tiden 1.13,9a/2060 meter – langt foran Dream of Success på andenpladsen.

-Jeg kender den tyske hests styrke og svagheder fra Frankrig, og vidste, at dens svaghed var i sidste sving, sagde Kenneth Nielsen til Fast Track i sejrsinterviewet.

-Det var en rigtig fin hest at køre i dag. Vi kørte vældig stærkt i sidste sving og så er det med at ha’ den bedste teknik.

-Han vandt med vattet i behold og gik en vældig flot præstation, men er lidt hvalpet endnu og der er masser af udvikling i Donatello Garbo. Det var også min Derbyfavorit i fjor, hvor jeg syntes det var den hest, der rummer mest udvikling.