Derbyvinderen Tumble Dust med Bjørn Goop bliver ene om at forsvare de danske farver i Europæiske 5 års Championat næste tirsdag på Jägersro. Det fremgår af anmeldelseslisten på travsport.se.
Tumble Dust har ikke haft den bedste indledning på sæson 2015, idet den i tre starter har været uplaceret hver gang. Senest har den været slettet på grund af dårlige blodværdier fra en start på Oslo Grand Prix-dagen for en måned siden.
11 heste er blevet anmeldt til EM-Championatet, og det tegner til et forrygende opgør mellem Robert Bi og Papagayo E.
Steen Juul havde formeldt Tycoon Conway Hall og Takethem til EM-løbet, men vælger at starte Tycoon Conway Hall i et sprinterløb, hvor Stand and Deliver, More than Enough samt High Bridge også er anmeldt.