TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Travløb i Brasilien

af | Nyheder

Hidtil er det ikke meget man har hørt eller kendt til travsporten i Brasilien, men nu har franske Le Trot indgået samarbejde med det brasilianske travforbund, som det 30. land på verdensplan.

Der er både travere og pacere i Brasilien. Foto Le Trot.

Travløb i Syd-Amerika – ja, så er det Argentina, der først falder én ind.

Gennem årene er der dukket nogle gode travere op fra netop Argentina, men slet ikke fra Brasilien.

Nej, endnu ikke.

Det er da også galopsporten, der er størst af de to grene inden for hestevæddeløbssporten i det store land i Syd-Amerika, men travløb i Brasilien har fandtes i mere end 70 år.

I 1944 stiftede man centralforbundet, og i dag er der 8 baner og omkring 4.000 trav- og pacere, der trænes af 30 professionelle trænere.

Travsporten i Brasilien havde sin glansperiode i årene 1950 – 1980, men derefter gik det nedad bakke og i 2005 blev landets største bane i Sao Paolo eksproprieret og først i 2012 kom dens afløser, Piracaia-banen.

Nu bliver Brasilien et af de lande, som Le Trot og PMU tager ind under deres vinger, som et led i at komme af med overskudsproduktionen af travheste i Frankrig – og skaffe sig nye samarbejdspartnere på spil-området.

Fransk travsport har nu indgået aftaler med 30 lande – fortrinsvis i Europa – om et samarbejde, hvor man i de enkelte lande kan opdrætte travheste, der indregistreres i Frankrig og altså kan deltage i de lukkede løb med store præmiesummer.