TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Temptation SH vandt Mindeløbet

af | Nyheder

Richard Møller Nielsens Mindeløb på Fyens Væddeløbsbane endte i et opløb, hvor hele banens bredde blev benyttet, men vinderen var nu sikker nok – Temptation SH med Morten Friis.

Temptation S H og Morten Friis har tidligere vundet storløb sammen. på Fyens Væddeløbsbane – og nu gjorde de det igen!

Bedst afsted, da startvognen slap feltet, var Victor Rush med Rene Kjær, men efter 400 meter måtte den slippe til Temptation SH med Morten Friis, der siden beherskede hver en meter af løbet.

Ingen var i stand til at true Temptation SH, som Morten Friis først gav frit løb ind på lige bane, og parret sejrede sikkert i 1.15.0a/2140 m til odds 8,69.

Victor Rush blev nummer to fra vinderhullet i 1.15.1, mens A Delicious One med Henrik Lønborg, der havde haft ryggen på Victor Rush undervejs, besatte tredjepladsen i 1.15.2.

Men bagved disse blev der kæmpet hårdt og hele opløbets bredde var i brug.

Helt udvendigt sluttede VM Viking Cup med Søren Johansson bedst af og blev nummer fire.

Sidste års vinder, Vico Torkdahl med Steen Juul, sad undervejs i fjerde par indvendigt, og selv om Juul fik listet sig ud i andet spor inden  opløbssvinget, så sad han bag en mur af heste ned gennem opløbet – uden chance for at kunne komme ind i afgørelsen.

Timberland, der trænes af Mikael T. Hansen, vandt for første gang i denne sæson.

-Jeg kunne mærke, at hun var på toppen, da jeg varmede hende op, så jeg troede faktisk på en rigtig god vinderchance, sagde Morten Friis efter sejren.

Stand and Deliver i 1.12.2.

Hvorfor blev der egentlig ikke sat banerekord i 4. løb, hvor der blev lagt ud efter 1.08.3 og 1.11-kilometeren?

Stand and Deliver (Kadabra) med Birger Jørgensen var ikke med i det hårde tempo, men sad i andet par udvendigt og ind på lige bane blev den trukket ud til angreb.

Stand and Deliver gik forbi førende O’Grady med Jeppe Rask til sejr i 1.12.2a/1640 m – 0,3 sekunder fra banerekorden som indehaves af Mystic Flame.

O’Grady kunne holde spids fra start i kamp med Magiccarpetride med Anders Pedersen – og hu hej, hvor det gik.

De to lagde luft til konkurrenterne på de første 400 meter.

Med ind på opløbsstrækningen første gang krøb Anders Pedersen ned i ryg på O’Grady, og tempoet blev taget lidt ud af løbet.

Anders P. blev der dog ikke længe, og sad snart udvendigt for O’Grady igen.

Ind i opløbet slap kræfterne forståeligt nok op hos Magiccarpetride, mens O’Grady forsøgte at afvise Stand and Deliver, men uden held.