Endnu et indlæg i debatten omkring wild cards i danske årgangsløb – hestesportsjournalisten Niels Jørgensen har sin mening om emnet.

Jeg har med interesse fulgt de seneste dages indlæg om principperne for kvalifikation til de store årgangsløb, aktualiseret ved Fireårsprøverne forleden i Århus.

Jeg noterer mig desuden, at et forslag om at afskaffe det nuværende wildcard-princip skal være sendt i udvalg hos DTC.

Læs: Det skal rettes ind efter det svenske princip, uden såkaldte wild cards.

Inden en hovsa-beslutning måtte blive foretaget vil jeg i al fredsommelighed gerne bidrage til, at så mange aspekter som muligt kan tages med i beslutningsprocessen.

Idet jeg på forhånd undskylder det lange indlæg, så håber jeg, at det læses til ende, for der er langt flere nuancer end dem der foreløbig er blevet italesat i dette års udgave af føljetonen “for eller imod wildcards”.

Efter nøje overvejelse vil jeg indtage synspunktet, at de nuværende principper er om ikke den bedste, så i hvert fald “de mindst dårlige” at de to kendte, indtil vi måtte blive delagtiggjort i forslaget, som er sendt i udvalg.

Det nuværende princip er en løsning, der på mange måder er udtryk for TILSTRÆBT RETFÆRDIGHED.

Og hvorfor så det?

100 procent retfærdig kan en løsning selvsagt aldrig blive, bl.a. fordi der finder simpel lodtrækning sted i flere omgange.

Blandt talrige for/imod-argumenter vil jeg fokusere på følgende:

• Det kan ikke anspore hesteejere til at betale forfeits gennem flere år, hvis man de facto har åbenlys risiko for at blive sendt ud til højre grundet et dårligt startspor i kvalifikationsløbet (jeg vil påstå at der i mindst ét tilfælde i søndags havde været en anden vinder af en Fireårsprøve, hvis ikke lodtrækningen havde været som den nu var).

Her giver wild card-systemet en kattelem til den tabende part, hvis ikke vedkommende alligevel kvalificerer sig via en placering.

• Over årene findes talrige eksempler på, at der i kvalifikationsløbene findes “lette afdelinger”, hvor finalepladserne hænger løst på træerne og “dynamitafdelinger”, hvorfra en fjerdehest afskæres fra finaledeltagelse skønt selvsamme hest – på tre ben – ville have besejret vinderen i en “let afdeling”.

Det problem tilgodeser wild card-systemet også.

• Og hvad så når heste af den ene eller anden grund bliver påkørt eller på anden vis offer for force majeure.

Er det så “bare ærgerligt Sonny Boy” for den hesteejer, der møjsommeligt har ofret store summer i forfeits.

Det problem kan wild card-systemet i mange tilfælde også afbøde ved at åbne mulighed for et wild card som plaster på såret.

• Hvis man tænker sig løsningen med udelukkende direkte kvalifikation, skal de direkte kvalificerede heste så være “tvunget” til at starte i finalen skønt de reelt ved, at det er i consolationsløbet de kan have en berettigelse i stedet for at optage pladser for “bedre heste”, der gerne vil tage chancen i finalen?

Vil vi så hellere undvære at se disse potentielle B-heste i kvalifikationsløbene?

Et sådan princip vil mildt sagt kun medvirke til at minimere et i forvejen vigende antal heste i forprøverne.

Samtidig fremmer det ikke den logiske målsætning om, at storløbene i princippet bør have deltagelse af de bedste heste i årgangen.

Den problematik afbødes også glimrende af det nuværende wildcard-system.

• Argumentationen om at René Kjær havde wild card-systemet i baghovedet, da han valgte taktik forleden, køber jeg overhovedet ikke. Kvalificerer man sig ikke direkte, så er man hjemfalden til at få et af de dårligste spor i finalen, og erfaringsmæssigt går der år imellem, at der findes så overlegne heste, at der kan spekuleres i, at man er sikker på at komme videre via pointberegningen.

Italesættelse af et pseudo-problem

I anskuelsen af, hvilket princip der er det rette, wild card eller udelukkende direkte kvalifikation, er der et element af religion.

Så længe reglerne er som tilfældet er nu, så ved hesteejerne på forhånd hvad de går ind til, herunder at heste som har været med til at dominere årgangen KAN have en fordel, når der skal løses billet til de attraktive løb.

Det vil man som hesteejer selvsagt også gøre med en løsning uden “wild cards”, men en sådan løsning vil efter min ringe vurdering kunne komme til at tilgodese øjeblikkets stjerne, eller hesten som havde heldet på kvalifikations-dagen, på åbenlys bekostning af topheste som i kvalifikationssammenhæng har været uheldige med enten lodtrækning, påkørsler eller er havnet i en “dynamit-afdeling”.

Samlet set er jeg derfor overvejende enig med Claus Nielsen i, at vi nu har »et velfungerende udtagelsessystem« snarere end holdningen hos Karsten Bønsdorf og andre, der finder systemet “urimeligt”.

På falderebet og til læsere som ikke allerede er gået kolde, vil jeg tilføje, at der for de århusianske grand prixers vedkommende i høj grad tale om italesættelse af et pseudo-problem eftersom det er mere reglen en undtagelsen at der er fuldt hus.

Ser vi alene på Jydsk 4-årings Grand Prix så har der de seneste fem år været ubesatte pladser fire gange.

2018 var udtagelsen.

De foregående fire år var der henholdsvis 8, 10, 9 og 8 deltagere.

Ergo har problemet været ikke eksisterende, wildcards eller ej.

Ingen er blevet afholdt fra at kunne starte.

Velvidende at der næsten altid er fuldt hus i derbyet qua løbets mytiske status, så vil jeg henlede opmærksomheden på at der også jævnligt har været ledige pladser i Dansk Trav Kriterium.

Uanset om man er for eller imod wildcard-problematikken eller ej, så er det fint med debatten.

Man kan således sagtens overveje et regelsæt, hvor muligheden for de nuværende wildcards opretholdes, men hvor andre forhold justeres. Eksempelvis princippet omkring sporvalg.

Der foregår i min optik en åbenlys favorisering af hestene, som har klaret sig bedst i kvalifikationsløbene.

Dette element går i rette med retfærdighedsprincipperne fremført af Bønsdorf med ordene om at “alle heste er lige, men nogen er mere lige end andre”.

Er det rimeligt, at heste, der primært i kraft af et godt spor i kvalifikationen, har vundet indledende afdeling også skal have en “sporfordel” i finalen ved at kunne vælge først, mens heste, der via placeringer klarede sig videre PÅ TRODS AF en dårlig lodtrækning bliver tilføjet et ekstra dunk i hovedet i finalen som “sidste-vælgere” af sporene.

Det forekommer i hvert fald ikke fremmende for at få fyldte felter i de store løb, når man på forhånd kan se, at man er bagud allerede inden startlisten foreligger.

Mon ikke det bl.a. er grundet udsigten til et dårligt spor i forhold til favoritgruppen, at der ikke altid er fuldt hus.

En direkte lodtrækning blandt alle kvalificerede kunne sikre tilstræbt retfærdighed også på den front.

Alt efter fantasi kan der indarbejdes et element om at wild card-heste på forhånd er afskåret fra at få “de gode spor”, hvis man skulle ønske at give et plus til heste, som af egen kraft har kvalificeret sig.

God sommer til alle væddeløbsfans.

Må de bedste heste få chancen for at være med i de store løb, og må den bedste hest vinde.

Niels Jørgensen