Claus Nielsen, Charlottenlund har denne gang skrevet et indlæg omkring udvælgelse af heste til de danske storløb, men kommer og ind på det kommende samarbejde med Svensk Travsport

Hvem må være med i de klassiske løb – og andet

Lige så sikkert det er, at der er Grand Prix-weekend først i juli og Derby-weekend sidst i august, lige så sikkert er det, at Karsten Bønsdorf med jævne mellemrum fremfører sin kritik mod udvælgelsessystemet i de store løb.

Og næsten lige så sikkert er det, at jeg modsiger Bønse. Og sådan kan vi blive ved, men måske ikke så længe.

I sit På Biddet 18. juli opponerer Bønse igen over, at kun ti heste kvalificerer sig direkte fra Prøverne til de klassiske årgangsløb, hvortil der afvikles Prøver. De sidste to pladser (wildcard kaldet) går til de to heste, der er startmeldt til finalen, og som står øverst på pointberegningslisten, men som ikke har startet eller kvalificeret sig via Prøverne.

Ordningen blev i sin tid indført for at sikre, at de bedste heste (blandt de til løbet tilmeldte) i årgangen kommer til start i hovedløbet.

Det ønsker publikum, sportsfansene og løbsarrangørerne.

De fleste ville være kede af, hvis en tophest mistede sin mulighed for at starte i hovedløbet, hvis den f.eks. blev kørt ned i sin Prøve, eller, som i det aktuelle tilfælde, blev slettet i sin Prøve pga. af et hvepsestik.

Et Jydsk 3-årings Grand Prix uden Dontpaytheferryman på startlisten ville tabe i sportslig værdi.

Netop det aktuelle tilfælde, hvor Dontpaytheferryman måtte slettes i Prøven, viser, hvor genialt systemet fungerer.

Og så skal det jo med, at Dontpaytheferryman ”straffes” for sin manglende kvalifikation via Prøven ved at blive tildelt ét af de dårligste startspor i Grand Prix ‘et.

Bønse foreslår også, at pointberegningen kun skal omfatte resultater for indeværende år.

Så bliver der ikke meget at pointberegne ud fra, slet ikke i treårsløbene.

For nogle år siden blev pointberegningssystemet forenklet, så det kun omfatter hestenes samlede startpræmiesum og point i de sidste fem starter. Dermed tilgodeser man både de heste, der har gjort det bedst og tjent flest penge i løbet af karrieren, og de heste, der har opnået gode resultater på det sidste.

I ordinære løb belastes hestene af deres indtjening gennem hele karrieren. Så må det også være logisk, at deres indtjening kommer dem til gode, når de skal pointberegnes.

En hest med stor startpræmiesum og ingen point lander pænt langt nede på pointberegningslisten, mens en hest med mange point og lav startpræmiesum hæves betragteligt.

Danmark har det suverænt bedste pointberegningssystem i Norden, og det skal vi kæmpe for at holde fast i.

Danmark burde også gå forrest med at ændre reglerne for tildeling af startspor i løb, som der køres Prøver til.

Som de fleste ved, får hestene startspor efter deres placering i Prøverne. Først trækkes lod blandt Prøvevinderne om rækkefølgen, de skal vælge spor i, derefter blandt de som nummer to placerede osv., mens der trækkes lod blandt wildcards ‘ene til sidst.

For at gøre hovedløbene mere spændende foreslår jeg, at der som hidtil først trækkes lod mellem Prøvevinderne om rækkefølgen, de skal vælge spor i. Derefter – og her kommer det nye – trækkes der lod mellem alle øvrige, der har kvalificeret sig via deres placering i Prøverne, om rækkefølgen, de skal vælge spor i. Til slut trækkes der – som nu – lod wildcards ‘ene.

Valg af startspor begynder først når alle ved, hvem der vælger startspor i hvilken rækkefølge.

Denne ændring vil gøre finalerne betydeligt mere spændende både for sportsentusiasterne og spillerne. Hesten, der fik den sidste finaleplads via Prøven, måske fordi den havde et dårligt startspor eller fik i et uheldigt løb, kan måske udfordre favoritterne i hovedløbet, hvis den er heldig i lodtrækningen og kan vælge et godt spor, i modsætning til nu, hvor den er sikker på at få et dårligt spor.

Samtidig forbedres sikkerheden for spillerne.

Alle er tvunget til at køre for sejren i Prøven.

Ingen kan sætte sig til rette og være tilfreds med en andenplads i bevidstheden om, at en andenplads per automatik giver et godt startspor i hovedløbet.

Jeg vil gerne understrege, at jeg ikke kan nævne nogle eksempler på, at der ikke er kørt til sidste bloddråbe i Prøverne i Danmark.

Derimod har man flere gange i de senere år kunnet spekulere på, om der har været nogle, der i forsøg til Elitloppet og Sprintermästaren i Sverige har været tilfreds med en andenplads.

Nu kan Bønses, andres og mine forslag, hvor gode eller dårlige de end måtte være, måske være fuldstændigt ligegyldige.

Hvis det svenske løbsreglement i størst muligt omfang skal erstatte det danske, kan vi mene og foreslå, hvad vi vil i Danmark.

Vi får det, som svenskerne vil have det.

Hvis det svenske reglement også skal gælde for f.eks. bemandingen af dommertårnene i Danmark, får DTC og travbanerne rasende travlt med at finde flere dommere og det bliver frygteligt dyrt.

På en almindelig løbsdag i Sverige er fire måldommere og tre banedommere på arbejde. Hertil kommer en riksdommer på V75-dage. I Danmark er der på en almindelig løbsdag 2-3 dommere, i alt(!), og ofte en ekstra dommer på storløbsdage.

Dommerkomitéerne i Danmark fungerer generelt ganske glimrende.

De svenske dommerkomitéer fungerer ikke bedre, end de danske, og derfor er det blot at konstatere, at der er tale om et voldsomt overforbrug af dommere i Sverige.

Svensk Travsport har aldrig tvivlet på egen storhed.

De lever efter devisen, Vi Ved Bedst, og det gør de også på de fleste områder.

Så meget desto sværere er de at overbevise, hvis tingene kan gøres på en anderledes, bedre og/eller billigere måde.

Kryds fingre for, at det lykkes for DTC.

Claus Nielsen

Charlottenlund