TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Talerstolen om Sandgate: Vent!!

af | Nyheder

Hesteejeren John Kirketerp opfordrer bestyrelsesflertallet på Charlottenlund Travbane til at vente med at iværksætte arbejdet med en træningssandbane til efter den ordinære generalforsaming om 14 dage.

John Kirketerp skriver:

Trav er sport og Charlottenlund Travbane er en foreningsdrevet virksomhed rundt om sporten.

Den af foreningen valgte bestyrelse har til opgave at være værdiskabende samt træffe sunde fornuftige sportslige, økonomiske og forretningsmæssige beslutninger i overensstemmelse med flertallet af foreningens medlemmer.

Den sidste uge har forslaget om at investere et større beløb af foreningens midler i en ny sandbane skabt omend meget stor debat iblandt medlemmer, og det er vel indlysende for enhver, at der potentielt kunne være et stort flertal af medlemmer og trænere, der måske ikke ville kunne tilslutte sig det spinkle bestyrelsesflertal, der har stemt forslaget igennem.

Jeg vil derfor anbefale at man lige tester stemningen hos dem man repræsenterer førend man går ud og underskriver en entreprisekontrakt eller anden aftale, og set i lyset af, at den årlige generalforsamling i foreningen jo afholdes her den 28 Marts, kunne dette møde jo være en fin anledning for bestyrelsen til at afstemme sin beslutning med medlemmerne.

Såfremt bestyrelsesflertallet derimod vælger at haste denne for Charlottenlund Travbane større økonomiske disposition igennem inden generalforsamlingen om 14 dage, og det viser sig, at de reelt har en stor del af medlemmerne imod sig, vil det mildest talt hverken gavne banen, samarbejdsklimaet dem selv eller frem for alt SPORTEN.

Med venlig hilsen

John Kirketerp