TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Takethem imponerede på en fjerdeplads

af | Nyheder

Steen Juul-trænede Takethem med Alexandre Abrivard spurtede hurtigst af alle i opløbet i Prix de Belgique og sluttede på en flot fjerdeplads – desværre ikke nok til at give plads i Prix d’Amerique-feltet.

Takethem (med hvid kusk) bliver nummer fire i Prix de Belgique, da 7 Carat Williams galoperer. Foto Gerard Forni

Opgaven så på forhånd håbløs ud for den danske deltager, Takethem i søndagens Prix de Belgique – det sidste kvalifikationsløb til Prix d’Amerique.

Og undervejs så det endnu mere håbløst ud, for her kom Takethem med sin franske topkusk Alexandre Abrivard til at sidde fjerde-femte indvendigt i et tætpakket felt.

Det var tydeligt, at Abrivard havde masser af kræfter tilbage i Takethem, da feltet gik ind i opløbet, men han kunne bare ikke komme til at udnytte dem!

Foran var det et opgør mellem Bird Parker med Jean Philippe Monclin og storfavoritten Bold Eagle med Franck Nivard. Og helt udvendigt angreb Readly Express med Bjørn Goop, der var blevet kørt afventende fra start.

Overraskende kunne Bird Parker afvise Bold Eagle og vinde i 1.13.1/2850 m foran Bold Eagle i samme tid, mens Readly Express besatte tredjepladsen i 1.13.2.

Og så var det overraskende Takethem, der dukkede op på fjerdepladsen, som den fik  da Carat Williams galoperede 50 meter før mål!

Omkring 100 meter fra mål havde Alexandre Abrivard fundet vej ud fra inderbanen – han hev Takethem på tværs af banen, og med frit spor gik det stærkt frem.

Ja, Takethem løb hurtigst af alle op mod mål, og nåede fjerdepladsen i 1.13.3 – det gav en præmie på 9.600 Euro.

Men ingen startplads i Prix d’Amerique-feltet til Takethem.

De krævede en tredjeplads – og hans startpræmiesum kan næppe bringe ham ind i feltet.

Takethem viste med dagens præstation, at han kan klare sig på topplan – fremtiden ser spændende ud.

Og når nu Takethem ikke kan starte i Prix d’Amerique – hvorfor så ikke starte ham i Prix de Luxembourg om lørdagen?