TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Tak for i år

af | Nyheder

Hoppe Kriterium-vinderen Exclusive Laser og staldkammeraten Eye In The Sky er sendt på tidlig vinterferie efter søndagens triumf på Lunden.

Med fire sejre – i bl.a. Grand Circle 3-års Championat for Hopper og Dansk Hoppe Kriterium – har Exclusive Laser (One Too Many) haft en rigtig fin 3-årssæson, men nu er det altså slut for i år.

Svend Aage Nielsen (nr. 4 f.v.) med Exclusive Laser og Steen Juul efter sejren i Dansk Hoppe Kriterium. Foto Burt Seeger

-De har begge to været kontinuerligt i gang siden de var plage og trænger til pause, så det er planen; senere starter vi så op på vintertræningen, siger Svend Aage Nielsen – den ene halvdel af Seven Point Five Racing Stable.

-Det var en stor dag for os allesammen og jeg vælger at fokusere på Exclusive Lasers resultat, men jeg synes, at Maria (Hansen, red.) fik det maksimale ud af Eye In The Sky. Hesten gik det bedste løb den har gået hidtil; at dommerne skønner, at der er sket en fejl, er deres afgørelse.

-Vi glæder os over, at vi har to friske heste, som ramte topformen på dagen, hvor det var vigtigt. Exclusive Laser var topfin og som Steen Juul udtrykte det i sejrsinterviewet, var hun endnu bedre end i Kriteriumsprøven.

-Vi er jo også realistiske og ved, at det hurtigt kan gå den anden vej med sygdom o.l., men vi glæder os selvfølgelig over at den satsning vi i sin tid lavede, nu bærer frugt.

-Nu skal vi så i gang med at forbedre dem yderligere frem mod Derbysæsonen. De skal selvfølgelig lige gro færdig, men de får den tid, der skal til og så må vi se om vi kan få bygget noget mere styrke og starthurtighed på dem.

-Eye In The Sky er ikke helt på samme niveau som Exclusive Laser endnu, men hun viste i går, at hun er lige så hurtig fra start som Flemmings hest på de første meter. Det er mere i svingene hun har lidt problemer pga. sin store aktion.

-Vi har egentlig altid vidst, at hun er en god hest, men hun har haft svært ved at vise det pga. sit temperament. Hun er dog efterhånden ved at lære det og det er også en hest, vi har store forventninger til.

Næste årgang
Foruden Exclusive Laser og Eye In The Sky har Seven Point Five Racing Stable også den jævnaldrende Eddie Murphy, der starter næste gang den 18. oktober på Lunden, og så venter næste årgang i kulissen.

-Vi har tilsammen tre 1-åringer, Gingin (h.e. Wishing Stone), Great Reddington (v.e. Michael’s Turn) og Giselle Laser (hp.e. Andover Hall), der er i træning hos Henrik Thomsen, fortæller Svend Aage Nielsen.

-Gingin er vi sammen op, mens Maria ejer de to andre, og planen er, at de alle tre kommer hjem engang i november måned. Det er dog stadig alt for tidligt at sige noget om, hvorvidt de kommer til start som 2-års. De starter kun hvis de er klar og i den forbindelse er tålmodighed en dyd; man får intet ud af at forcere noget.