TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Svanstedt var stærkt kørende

af | Nyheder

Åke Svanstedt vandt begge afdelinger af 4-årsløbet, The Graduate på The Meadowlands i nat med hhv. danskejede Six Pack og svenskejede Muscle M Up.

The Graduate er en løbsserie for 4-åringer på The Meadowlands, hvor der køres fire indledende afdelinger frem til en finale den 6. juli, der er doteret med 250.000 dollars.

Der var så mange anmeldte til lørdagens indledende afdelinger at løbet måtte deles i to afdelinger, og det var Åke Svanstedt sikkert svært tilpas med.

Six Pack

Han vandt først med verdensrekordholderen Six Pack (Muscle Mass), der sejrede i 1.09.3 i sin sæsondebut foran løbets favorit, Fiftydallarbill (Swan for All) med Tim Tetrick i samme tid.

Her skulle Hambletonianvinderen Atlanta også have været med, men hun var slettet på grund af sygdom.

Six Pack sad i spids fra start og afsluttede efter 1.05.5/400 m så selv om Fiftydallarbill afsluttede stærkt var den uden chance for at nå Six Pack, der i sin ejerkreds har danske Lars Berg.

Med i ejerkredsen er også hårdt satsende Knutsson Trotting, der ejer Svanstedts anden vinder, Muscle M Up (Muscle Hill).

Knutsson Trottings manager, Björn “Bernie” Norén købte Muscle M Up I Harrisburg I efteråret 2018 for 65.000 dollars.

Nu var det tredje gang Svanstedt startede den, og tredje gang Muscle M Up sejrede.

Muscle M Up.

Muscle M Up kom bagfra og sejrede i ny rekord 1.09.2 kort foran Crystal Fashion (Cantab Hall) med Tim Tetrick og favoritten, Mission Accepted (Manofmanymissions) med Yannick Gingras – de tre første heste fik alle noteret 1.09.2.

Muscle M Up forbedrede sin rekord fra 1.10.3 og ned til 1.09.2 og synes at have været et rigtigt godt køb til 65.000 dollars!

Hver afdeling i The Graduate var doteret med 50.000 dollars med 25.000 dollars til vinderen.