TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Stald KTAS sætter rekord

af | Nyheder

For 12. år år i træk har Danmarks ældste og største anpartsstald, Stald KTAS lavet en tur til Prix d’Amerique og i år er det med rekorddeltagelse.

En KTAS-gruppe på stutteri-besøg på en tidligere rejse til Frankrig i forbindelse med Prix d’Amerique

For mange af anpartshaverne i Stald KTAS er det blevet en god tradition, at de den sidste weekend i januar måned tager med stalden til ”byernes by”, Paris, hvor et af verdens største travløb, Prix d’Amerique køres.

I år er der rekorddeltagelse på KTAS-turen, idet 47 personer  deltager.

Prisen på 1.700 kroner med fly, hotel, transfer og en udflugt til Grosbois er da også særdeles fin.

-Vi tager afsted lørdag morgen, og har rigelig tid til at tage ud på Vincennes lørdag eftermiddag, siger Bent Rejkjær, anpartsstaldens ildsjæl og forretningsfører.

-Lørdag aften har vi vor kammeratskabsaften, hvor vi spiser sammen og derefter har en quiz med flotte præmier. Det plejer at være en rigtig hyggelig aften. Søndag er den store dag med Prix d’Amerique, og flere af vore medlemmer har på forhånd sikret sig plads i restaurationen på Vincennes.

Stald KTAS på plads i restaurationen på en Prix d’Amerique-dag. Foto Picobal

-Mandag formiddag er der afgang fra hotellet og ud til Grosbois, hvor vi skal besøge træner Anders Lindqvist.

-Vi har en drøm om, at en af vore heste, Apapmand i løbet af foråret skal starte i Frankrig, og Anders Lindqvist har lovet at være os behjælpelig med at finde løb til den, siger Bent Rejkjær videre.

-Vi har jo tidligere haft Pinocchio HJ i Frankrig, hvor den tjente næsten en halv million kroner, og det kunne være morsomt, hvis Apapmand kunne følge op på det!

-Efter besøget på Grosbois kører vi mod Charles de Gaulle-lufthavnen og er hjemme mandag aften i Danmark, slutter Bent Rejkjær.

Hos Anders Lindqvist får KTAS-folkene i øvrigt mulighed for at se sidste års danske Derbyvinder. Bvlgari Peak, der har været i træning hos den svenskfødte træner siden fredag den 12. januar.