TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Sportens spilleselskab under opbygning

af | Nyheder

Fra den 1. januar 2018 er spil på heste liberaliseret, og trav- og galopsporten er derfor i gang med at opbygge et eget spilleselskab ligesom man er ved at indgå aftale med en ny TV-leverandør.

Onsdag middag fik medlemmer af Dansk Travsports Centralforbunds bestyrelse en orientering om, hvordan arbejdet med at etablere et eget spilleselskab skrider frem.

Efter mødet havde travservice lejlighed til at tale med direktør Henrik Friis fra Dansk Hestevæddeløb, der er dybt involveret i arbejdet.

Henrik Friis

-Hidtil er det jo Danske Spil, der har haft monopol på at udbyde spil på heste, men med den nye spillelov bortfalder dette monopol. Vi har nu opsagt den kontrakt, der var med Danske Spil, men har en ganske god og positiv dialog med dem, siger Henrik Friis.

-Vi er meget langt med hensyn til at etablere vor egen spilleplatform, der skal kunne udbyde danske væddeløb – ikke blot herhjemme, men også til udlandet. Vi har indgået aftale med firmaet Sportech, der er en af verdens førende på totalisator-området, og jeg er overbevist om, at vi får lavet en spille-platform, der er brugervenlig og stabil.

-Vi er lige ved at afslutte forhandlingerne om en ny TV-aftale med en ny leverandør. Her er vi gået efter at finde et selskab, der kan være med til at bringe trav- og galopsporten bredere ud, men før de sidste detaljer er på plads i aftalen, vil jeg ikke sætte navn på – det eneste jeg kan sige er, at det ikke er F3, der producerer TV fra banerne i dag, siger Henrik Friis videre.

Henrik Friis kan også løfte sløret for et fælles nordisk produkt omkring Sportssystemet.

Sportssystemet er her, hvor alle data om heste er samlet.

-I samarbejde med Norge og Sverige arbejder vi på at skabe en fælles platform, fortæller henrik Friis. -Vi stræber efter at gøre den mere brugervenlig og mere omfattende end det vi kender i dag. At den samtidig bliver fælles betyder, at f.eks. at løbsresultater fra Lunden i dag bliver opdateret til den fælles database med det samme, og alle oplysninger på enhver hest, der starter i de tre lande, er således opdateret når løbets resultat er godkendt af Dommerkomiteen.

-Men det er et meget stort projekt, og der vil nok gå et par år før det er klart, siger Henrik Friis.

Rygter er der nok af inden for enhver sportsgren, og gennem de senest uger har det i travsportskredse floreret, at der fra 1. januar kunne forventes markante præmieforhøjelser i løbene.

-Det er ikke noget jeg kender til. Det er nyt for mig, og vi lægger først et præmiebudget for 2018 til september, så det er ønsketænkning, slutter Henrik Friis.