TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Sofus Sørensen mindes

af | Nyheder

Sofus Sørensen, der i sidste uge blev optaget i Travsportens Hall of Fame, ville i dag være fyldt 130 år – det markeres søndag med den første udgave af Sofus Sørensens Mindeløb på Lunden. 

Sofus Sørensen vandt Derby i både Danmark og Sverige og var kendt som den joviale humørbombe, der altid var god for en frisk bemærkning, men vidste du at “Hele Danmarks Sofus” med sin fiskekutter hjalp omkring 300 danske jøder sikkert til Sverige, da jødeforfølgelserne begyndte i oktober 1943?

Dette og meget mere kan du læse om i Travportshistorie.dk’s store portræt af træner Sofus Sørensen (KLIK HER), der er den indirekte anledning til indstiftelsen af Sofus Sørensens Mindeløb.

Det er efterhånden over 50 år siden, Sofus Sørensen kørte sit sidste travløb, men først nu bliver han altså hyldet med et mindeløb, der er blevet en realitet takket være Henrik Berg fra Travsportshistorie.dk.

I vindercirklen vil Sofus Sørensens barnebarn Gerda Rindholm og tipoldebarn Caroline Juul Sperling overrække nogle af Sofus’ gamle ærespræmier til den vindende hests ejer, træner og staldmand.

Historien om Sofus Sørensen tager sin begyndelsen i 1891, hvor han som knægt løb over på til sin mor på den nyåbnede Charlottenlund Travbane, hvor hun arbejdede dels i restauranten og senere i totalisatoren.

Efter sin konfirmation startede Sofus Sørensen hos galoptræner Jens Carlsen i Klampenborg, men skiftede hurtigt over til travsporten og var hos bl.a. trænerne Wilhelm Gregor og Alfred Johnstone, inden han kom til den tjekkiskfødte træner Franz Smrcka, som han betegnede som sin egentlige lærermester. Det var også hos Smrcka, at Sofus Sørensen som 23-årig i 1910 fik sin første køretur med hesten Miss Chimes, der sluttede på fjerdepladsen.

I 1911 startede han som selvstændig på Charlottenlund Travbane og vandt på årets anden løbsdag sin første sejr med Georg Hansens Oraosa, der fik 1.700 kroner for sejren på en tid, hvor en gennemsnitlig arbejdsmand tjente ca. 37 kroner OM UGEN.

Året efter fik Sofus Sørensen sin første klassiske sejr, da han vandt Dansk Trav Kriterium med Prins Beautaw, og det blev til i alt otte sejre i Kriteriet – sidste gang i 1951 med Niels Embers.

Sofus Sørensen vandt også Dansk Trav Derby fire gange som kusk og yderligere én gang som træner (Johnny Finance), og så sikrede han sig også en plads i historiebøgerne som den første Triple Crown-vinder i svensk travsport. I 1926-27-28 vandt “Danmarks Sofus” således både Svenskt Uppfödningsløb, Svenskt Trav-Kriterium og Svenskt Trav-Derby med Ibrahim Pascha, ligesom han også vandt både det svenske Kriterie og Derby med Karina S.

Sidstnævnte var datter af Sofus Sørensens første Derbyvinder, Bella S, der spiller hovedrollen i indledningen på Travsportshistorie.dks portræt.

Læs også Travsportens Hall of Fames portræt af Sofus Sørensen: KLIK HER