TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Skive sparker DM i gang

af | Nyheder

I eftermiddag går starten til DM for trænere og top 3 fra 2016 er på plads igen i år, nemlig Jeppe Juel, Anders Pedersen og Ken Ecce.

I alt seks afdelinger køres der fredag eftermiddag i Skive og de fem af disse er dagens V5-spil, hvor der i sagens natur er fyldt helt op med 12 heste i hver afdeling.

Via seedningen er køreturene godt fordelt, men skal vi byde på en som måske har en lille fordel på førstedagen kunne det være René Kjær, der faktisk har fået rigtig gode køreture i flere af afdelingerne.

Han indleder med Eurydike Hornline (Deweycheatumnhowe) i 1. afdeling og hun har et godt tilbud her – dernæst Rad Hanover (Explosive Matter), der har været amatørkørt de sidste gange og måske kan indeholde en overraskelse og i 3. afdeling hedder køreturen starthurtige Athena L P (Great Challenger), der er bedre end sin ranking.

Super Goal (Armbro Goal) hedder køreturen i 4. afdeling og han slutter af med Avalon (Ens Snapshot) i 5. afdeling og luringen Backup (Dream Vacation) i 6. afdeling så alt i alt nogle ganske gode køreture og han kan meget vel være førende når de 12 kuske pakker sammen til “aftenfodringen” fredag.

Ubesejret

Udenfor DM kører Birger Jørgensen Peter Rudbeck-trænede Chief One (Cantab Hall), der er ubesejret i to starter og virkelig har imponeret.

Umiddelbart virker det vel ikke som om han skal tabe i et lille felt med seks deltagere fra spor tre.

I V4-finalen bringer Michael Lønborg Manofmanymissions-hoppen Wanaka til start, men hun har via sin høje præmiesum fået højeste spor – 11 – og fra spor fem går topsprinteren Offshore Man (Offshore Dream) ud og ligner favoritten.

Amulet (Ens Snapshot) er også med i løbet, men fra spor 8 ser det vel svært ud for den nyblevne 5-årige hoppe.

Løbene køres – selvfølgelig med nordisk spil – i eftermiddag fra kl. 15.45 til ca. 18.31.

Baneprogrammet kan downloades her: Baneprogram