TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Rene Jensen: En spændende udfordring

af | Nyheder

-Det er en ny rejse med nye spændende udfordringer som jeg skal på, og jeg glæder mig meget, siger Rene Jensen, der skal være ny sportschef i Dansk Hestevæddeløb.

Egentlig havde Rene Jensen det meget godt i sin nuværende stilling på Halmstad Travet.

Gennem de 20 år har han været sportschef, har banen løftet sig fra at være en lille provinsbane til at være en sportslig magtfaktor i svensk travsport – ja, i år vandt Halmstad-heste både Svenskt Trav Derby samt Derbystoet.

Rene Jensen

Sprintermästaren er udviklet til at blive et internationalt løb, og så var Halmstad den første bane i Sverige, der introducerede open stretch.

-Jo, det har været en god og spændende tid her i Halmstad, men da muligheden for at blive sportschef for Dansk Hestevæddeløb kom, var det svært at sige nej, siger Rene Jensen til travservice.

-Min familie har bakket mig op i forbindelse med de overvejelser, der har været, og der var dog mange ting, jeg skulle undersøge før jeg endelig kunne lave en aftale med Dansk Hestevæddeløb, men de ting er nu faldet på plads, og tidligere  i dag blev vor aftale skrevet under, siger Rene Jensen.

-Jeg er 53 år gammel nu, så det er et godt tidspunkt i livet til at prøve kræfter med nye udfordringer, og dem vil der jo være nok af.

-Jeg vil blive boende i Halmstad – jeg har to timer til København, hvor jeg vil få kontor i hestesportens Hus i Charlottenlund, men jeg vil også være på Sportssekretariatet i Aarhus.

-Uwe Bredahl og Kim Pedersen fortsætter i Aarhus – pudsigt nok var Uwe elev på Jydsk Væddeløbsbane dengang jeg var sportschef der. Jeg satser på, at vi kommer til at fungerer mere som et team end nu, hvor det har været Flemming Sunn, der har været frontfiguren, siger Rene Jensen videre.

Det bliver andre opgaver end de Flemming Sunn har haft som sportschef, som Rene Jensen skal tage sig af.

-Ja, det nordiske samarbejde vil blive øget væsentligt i de kommende år, så mit job kommer ikke til at ligne Flemmings, siger Rene Jensen.

-Jeg skal søge at få integreret dansk hestevæddeløbssport i det nordiske samarbejde, og det bliver spændende at arbejde med.

-I Danmark vil jeg søge at få en god dialog med såvel trænere som baner og jeg håber, at jeg kan få bygget bro med Charlottenlund Travbane, der jo har været meget utilfreds med sportssekretariatet. Forhåbentlig kan vi få et samarbejde i gang siger Rene Jensen.

I sin tid som sportschef på Halmstad havde Rene Jensen bl.a. samarbejde med Preben Kjærsgaard

Da Rene Jensen har et opsigelsesvarsel på seks måneder tiltræder han ikke umiddelbart sin nye stilling.

-Ja og jeg har faktisk ikke sagt op endnu, men det sker, når vi er færdige med at tale i telefonen. Min direktør har dog været orienteret om, at jeg havde fået denne forespørgsel om at blive sportschef for Dansk Hestevæddeløb, og forhåbentlig kan jeg blive løst fra jobbet på Halmstad omkring den 1. februar, siger Rene Jensen.

-Jeg har lovet Halmstad, at jeg vil forberede sæsonen 2018 i lighed med tidligere sæsoner og det arbejde kan være fuldført allersenest 1. februar.

-Det da klart, at jeg nu brænder efter at komme i gang med det nye job, men indtil jeg er løst fra Halmstad vil jeg bruge tiden til at sætte mig nøje ind i situationen i dansk travsport. En ting er at læse om det på nettet og tale lidt med folk. Jeg skal have det rigtigt ind under huden, slutter Rene Jensen.