TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Pladsmangel hos Johansson

af | Nyheder

Foto: Ole Hindby

Den kommende Odense-træner Søren Johansson har fået pladsproblemer efter stalden er blevet udvidet med storhesteejeren Ole Torkdahls heste. 

Som omtalt i torsdags flytter Billund-træner Søren Johansson pr. 1. januar sin licens til Fyens Væddeløbsbane, men er allerede rykket ind i sin nye stald på banen.

-Vi har faktisk lidt pladsproblemer i øjeblikket, så det har været nødvendigt at åbne en stald på banen, siger Søren Johansson.

-Der er ellers omkring 90 bokse på Stutteri Laser, så normalt er der masser af plads, men i øjeblikket er alle følhopperne og plagene inde, så de bokse jeg har til rådighed pt. er faktisk fyldt op. På længere sigt er det dog tanken, at jeg skal ha’ alle mine heste på Stutteri Laser.

Søren Johansson, der 1. maj næste år kan fejre 10-års jubilæum som træner, har siden 1. oktober 2016 haft træningscenter på Stutteri Laser i Højby uden for Odense, men har hidtil beholdt sin trænerlicens på Billund Trav, selvom han kun har omkring 10 km til Fyens Væddeløbsbane.

-Inden jeg fik Ole Torkdahl som kunde havde jeg ingen fynske hesteejere i stalden, men jeg har ikke mistet en eneste hest efter vi er flyttet til Fyn – det er jo meget positivt, siger Søren Johansson.

-Alle baner er jo interesseret i at få en træner med 30 heste, og da Christian Lindhardt flyttede til Tyskland blev jeg kontaktet af Skive Trav, men der ville jeg formentlig skulle starte næsten fra bunden fordi jeg ikke ville få ret mange heste med, og det havde jeg ikke lyst til.

-Nu er jeg så flyttet til Fyn og bor tæt på Fyens Væddeløbsbane samtidig med at jeg har fået en håndfuld nye heste fra en fynsk hesteejer, så det er nærliggende også at flytte licensen, men for mig betyder det egentlig ikke så meget hvor jeg har min trænerlicens. Bare dagligdagen fungerer og der er jo fuld fart på stalden i øjeblikket.

Ole Torkdahls heste ankom til stalden i tirsdags med undtagelse af Vivo Torkdahl, der fortsat er i træning hos Steen Juul.

-Jeg har talt med Steen, som gerne vil starte Vivo Torkdahl i et løb på Lunden den 17. december, men herefter kommer den også herover, siger Søren Johansson, som af gode grunde endnu ikke har det store kendskab til staldens nye pensionærer.

-Umiddelbart er det nogle fine heste, der er kommet i fin forfatning, men vi har kun haft dem siden tirsdag eftermiddag, så det er begrænset hvad kendskab jeg har til dem.

Foruden de fem Torkdahl-heste har Søren Johansson også i dag udvidet stalden med endnu en 1-åring, Ellie Skovly (hp. e. ENS Snapshot), der er halvsøster til den talentfulde 4-årshoppe Babeofriga (3 sejre i 4 starter).