Kører vi vore ungheste for hårdt?

I Sverige er der for øjeblikket stor diskussion på såvel de sociale medier som i fagpressen omkring den forfatning som mange af de svenske derbyheste var eller havde været i.

Bl.a. er det et faktum, at fra Svenskt Trav Kriterium i fjor var der kun to gengangere i Svenskt Trav Derby i år, nemlig Alcoy og The Bucket List F, der i øvrigt begge galoperede og sluttede uplaceret.

I fjor satte Villiam verdensrekord, da den sejrede i Svenskt Trav Kriterium med 1.12.0a/2640 meter, men den har endnu ikke i år været i nærheden af en lignende præstation, og har i øvrigt kun startet tre gange.

I Sverige fremføres det, at de præstationer, der leveres i løbene af de unge heste, betyder, at de tidligt får problemer med led og sener, og derfor enten underpræsterer i løbene eller slet ikke kommer til start.

Det er da også en enorm udvikling, der er sket bare inden for de sidste 10 år i europæisk travsport – og ikke mindst i svensk travsport.

Der løbes hurtigere og hurtigere – men akkurat som ude i den virkelige verden, så er det ”farten” der dræber.

Lidt ironisk er det jo, at det oprindelige formål med at afvikle hestevæddeløb var at frembringe en så hurtig hest – det være sig trav- som galophest – og nu har man i hvert fald med traveravlen – været så dygtige at fremavle en race, der kan trave i topfart uden brug af de hjælpemidler, der engang var obligatoriske i en travstald, nemlig tåvægte og boots.

Udover at avlen har frembragt hurtige heste, er såvel træningsmetoder, sulkyer såvel som foder og baneunderlag også medvirkende til fartfesten på vore travbaner.

Travhesten af i dag er at sammenligne med en topatlet.

Dens foder er nøje afmålt og træningen minutiøst tilrettelagt.

Men det har sine omkostninger for farten slider som nævnt på led og sener.

Der påhviler derfor trænere, staldfolk og dyrlæger et kæmpe ansvar.

Kun heste, der er 100% fit for fight bør bringes til start – men der er desværre ofte eksempler på det modsatte.

Der opstår let en interessekonflikt.

Banerne vil gerne have så mange heste til start som muligt, og det sker hele tiden, at en hest tigges med – selv om den måske ikke lige skulle have startet.

Og træneren lader sig overtale til at starte.

Oftere i Sverige end herhjemme, ser vi derfor heste, der får pålagt startforbud i 10 dage fordi de ikke er kurante.

Men hvad skal vi gøre med de hurtige heste?

Det er jo ikke muligt at indføre fartbegrænsning i løbene!

Længere løb er nok heller ikke en mulighed.

I dag løbes der næsten lige så stærkt over 2600 meter, som der gøres på sprint!

Tilbage til de konventionelle sulkyer – som vi kendte dem – før modify-sulkyen kom i 1970-erne – det kunne være en mulighed.

Og et baneunderlag, der var optimalt for hesten, men som betød lavere farter i løbene.

Ved ikke om det findes, men så kan det vel opfindes.

Væddeløbssporten har et problem med dette her, og der skal tages hånd om det.

Hvis ikke sporten selv sørger at styrer udviklingen på dette punkt, kan det meget vel blive sådan at dyrevelfærdsorganisationer træder kraftigt i karakter og ligefrem vil have forbudt hestevæddeløb!

Og det ønsker vi jo ikke!