TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

På Biddet – 28.03.2019

af | Nyheder, På Biddet

Der forventes mere end 150 medlemmer til Det Danske Travselskabs generalforsamling i aften på Charlottenlund Travbane – og fronterne er trukket op!

Der er nogle år siden, at tilslutningen til en ordinær generalforsamling i Det Danske Travselskab har været stå stor, som det er tilfældet, når selskabet, der med 128 år er det ældste inden for dansk travsport, kalder til samling i aften på Charlottenlund Travbane.

Der ventes mere end 150 medlemmer til generalforsamlingen, hvis dagsorden jo ikke umiddelbart påkalder sig den store opmærksomhed.

Regnskabet er pænt og i plus – og så skal der vælges/genvælges til bestyrelsesmedlemmer.

Men alle, der bare følger en lille smule med i dansk travsport ved, at der er uro i medlemskredsen på landets største travbane.

Fronterne er trukket op.

Det er dem eller os!!

Der er flittigt talt mulige stemmer, og i de to lejre er der sikkert styr på opbakningen – i hvert fald i det store hele.

Valget af bestyrelsesmedlemmer i aften vil få afgørende betydning for Travselskabets nære fremtid.

Vil Jørgen Sthelis og hans gruppe bevare magten, eller vil den desavouerede formand, Anders Hendriksen kunne gøre et comeback.

Det afgør valget af de to bestyrelsesmedlemmer.

Bliver de to, der er på valg – Flemming Mogensen og Tina Boye – genvalgt.

Ja, så er det forsat Sthelis, der styrer.

Bliver en Anders Hendriksen-venlig person valgt i stedet for Flemming Mogensen – ja, så tipper flertallet i bestyrelsen over til Hendriksen, der så kan ventes at genindtage posten som formand.

Genvælges Mogensen og ryger Boye ud, så styrkes Sthelis i bestyrelsen.

Men det er bare et scenarie!

Det kan jo også tænkes, at hverken Mogensen eller Boye genvælges.

Hvem kommer så ind?

Efter hvad Travservice erfarer stiller Ken Ecce alligevel ikke op til valg til bestyrelsen.

Til gengæld skulle det være sikkert, at hesteejerne John Kirketerp, Jesper Nielsen og Pål M. Tung skulle stille op, og uden at være sikker, så må man formode, at de er i opposition til Sthelis-gruppen.

Det er nyt med Pål M. Tung, der har tilknytning til Ken Ecce.

Det ser således ud til at kampvalget i aften står mellem fem personer, der kæmper om to pladser.

Man kan også forestille sig den situation, at den siddende bestyrelse får et mistillidsvotum.

Der er jo ikke udelt tilfredshed omkring projekt ”Sandgate” og håndteringen omkring ansættelsen af Klaus Koch som ny direktør.

I h t Det Danske Travselskabs reglement er det bestyrelsen, der ansætter en direktør og en bestyrelse kan kun træffe beslutninger, hvis der er fire medlemmer tilstede.

Efter hvad Travservice erfarer, har der ikke været afholdt et sådant bestyrelsesmøde, Kochs ansættelseskontrakt er blevet godkendt!

Der er ingen tvivl om, at der er lagt op til en begivenhedsrig aften på Charlottenlund Travbane – og det er altså ikke på væddeløbsbanen, det sker!