TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

På Biddet – 26.12. 2018

af | Nyheder, På Biddet

Heller ikke travløb i Danmark i dag – og heller ikke i morgen – den nye virkelighed er over os, men der er skygger i horisonten.

I de dage, som vi altid mindes som ”de gode gamle dage” var 2. Juledag en af årets store løbsdage i Trav-Danmark.

Efter Juleaften og Juledag var det rart at komme ud i den friske luft på væddeløbsbanen.

Men det er efterhånden nogle år siden, der har senest har været trav på en 2. Juledag i Danmark.

Uanset om vi kan lide det eller ej, så er dansk travsport ikke længere herre i eget hus, og den sæsonplan, der køres efter, er i det store og hele dikteret fra Sverige.

Derfor er der også premiere på Lunch Trav mandag middag på banerne i Skive og Aalborg i det nye år.

Dansk trav – og galopsport har solgt sig selv til Svensk Travsport, og som kompensation for den økonomiske indsprøjtning svenskerne kommer med og en forhåbentlig øget markedsføring, skal vi bare rette ind til højre.

Og det gør vi så!

Det er endnu for tidligt at konkludere om det var rigtigt at indgå aftalen med Svensk Travsport, men nu er den er, og alle med interesse for dansk travsport må forsøge at få det bedst mulige ud af det.

Inden for de næste fire år skal vi have flere danskere til at spille på danske trav- og galopløb.

Det er opgaven, som Dansk Hestevæddeløb har taget fat på med bl.a. sit nye Fast Track Racing-univers.

Her er et væld af informationer, der omfatter startlister, baneprogrammer, kuskekommentarer og eksperttips.

Der er ingen tvivl om, at det er et nyttigt værktøj for den seriøse totospiller, der bruger meget tid på at analyserer løbene, men for andre virker mængden af informationer for overvældende.

For disse vil en tipsramme – som vi havde i aviserne i gamle dage – med tips pr løb, der omfattede i alt fire heste – egentlig være nok!

Som nævnt ovenfor er det vigtigt, at den danske andel af spil på væddeløb på danske væddeløbsbaner øges væsentligt frem mod 2023, hvor Folketingets årlige kompensation begynder at nedtrappes.

Flere spillere har bekendtgjort, at de ikke vil spille til danske V-puljer, når Norsk RiksToto ikke spiller med!

Det er almindelige kendt at ”Ola Nordmand” helst spiller V4, V5, V65, og V75 – og når RiksToto ikke ønsker at give sine kunder muligheden for at spille ind til de danske V-spil, så bliver de danske puljer ikke attraktive, for  de spillere eller spilleklubber, der vil lave store kuponer.

Det er en tvist mellem ATG og Norsk RiksToto om størrelsen af den afgift RiksToto skal betale for spille til løb i Danmark, der er årsag til det norske fravalg.

Dansk Travsport er således fanget som en lus mellem to negle, og kan bare appellere til parterne om at finde en løsning på problemet.

Det er faktisk et ret så stort problem, der hæmmer interessen for at spille til de danske løb!

Næste løbsdag i Danmark er på fredag, hvor Jydsk Væddeløbsbane i Aarhus er værter for ATGs V75-spil – bemærk at løbene først starter klokken 18.40 og at 1. afdeling i V75 er programsat til klokken 19.30.