TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

På Biddet – 24.04.18

af | Nyheder, På Biddet

Copenhagen Cup – Lotteria – Finlandia Ajo – Elitloppet – Oslo Grand Prix – og så alle de franske storløb – foråret har meldt sin ankomst. Og så ser vi på noget, der kan blive et problem for danske opdrættere.

Foråret er over os – de gode heste melder sig under fanerne og nedtællingen til vort største hjemlige internationale løb, Copenhagen Cup er i fuld gang.

Sportschef Rene Jensen har travlt med at få lagt brikkerne til en startliste, og han er i den grad udfordret i og med at Copenhagen Cup blot har en førstepræmie, der omregnet til Euro er på 50.000.

Derfor er det svært at skaffe en fransk tophest til Lunden – i morgen er der f.eks. et løb i serien Grand National du Trot på banen i Agen med 40.000 Euro i førstepræmie, og på lørdag er der 50.000 Euro i førstepræmie på banen i Argentan.

Og sådan kan der findes eksempler hver uge.

Kun det faktum, at Copenhagen Cup har Gruppe 1-status kan gøre løbet interessant for franske heste.

Men selv uden en fransk tophest kan løbet blive interessant nok – især hvis såvel norske Ferrari B R som svenske Cyber Lane kommer til start.

Det er nok Europas to bedste 5-åringer!

Lad os så håbe, at den strid der pt er mellem svenske ATG og norske RiksToto, der betyder, at Norge ikke spiller ind i danske puljer, er bilagt til den tid.

Det koster allerede nu ret meget i tabt omsætning at Norge ikke spiller med til de ordinære løbsdage.

At en høj præmiesum ikke behøver at være garanti for at toppen af poppen kommer til start, er det italienske Gran Premio delle Lotteria, der køres på søndag på Agnano-banen i Napoli, et godt bevis på.

Ganske vist sender Kolgjini Dante Boko derned, Rod Stewart fra Riordan kommer også ligesom Dreammoko fra Westerink i Frankrig kommer, men vi taler altså om et løb, der på et tidspunkt nød samme anseelse som Elitloppet – ja, måske større!

Den samlede præmiesum i Napoli er 825.000 Euro (over 6 millioner kroner) , der er fordelt med 704.000 Euro i finalen, 38.500 Euro i B-finalen. Der køres som sædvanlig tre indledende heat- hver doteret med 27.500 Euro.

At italienerne har fået ry for at være særdeles langsomme til at udbetale løbspræmier – ikke blot til italienske hesteejere, men også de udenlandske gæster, ligesom Napoli i hvert fald på et tidspunkt havde ry for at være noget af en betonbane, er givet faktorer, der spiller ind, når en hesteejer og træner skal vælge at tage turen til Napoli.

Så i det svenske fagblad, Sulkysport at Anders Ström – der har den store løbsstald, Courant og desuden er opdrætter i stor stil med d’Am-hestene – havde skrevet en Blog, hvor han behandlede et emne, som vi nok kan forvente bliver en varm kartoffel på et tidspunkt.

Nemlig om rimeligheden i, at man kan opdrætte svenske travheste – uden for Sveriges grænser – altså heste med fulde rettigheder til at starte i klassiske løb og tjene opdrætterpræmierne til deres opdrættere.

Mange danske opdrættere har i dag flaget deres avlshopper ud til Sverige – ikke blot for at opnå større priser for afkommene på en auktion (som svenske afkom), men også for de lukrative opdrætterpræmier, der er i svensk travsport.

Anders Ström foreslår f.eks. at kun føl, der har opholdt sig i Sverige i de første 180 dage efter fødslen, kan betragtes som svenskfødte, men føl fra udenlandske opstaldede hopper – altså f.eks. danske – kan opnå samme rettigheder ved at betale et nærmere fastsat gebyr – Ström nævner i sit indlæg tallet 17.000 SEK som et muligt gebyr.

Debatten om emnet er i gang.

I Staten New York har man allerede taget skridt til at ”beskytte” statens opdrættere.

Fremover udbetales der nemlig kun opdrætterpræmier for afkom efter hopper, der har været opstaldet mindst 180 dage i folingsåret i New York!

Det er en pulje på en million dollars, der hidtil har været fordelt med 50% til afkom af fast opstaldede New York-hopper og 50% til alle afkom.