TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

På Biddet – 06.07.2018

af | Nyheder, På Biddet

Om Sprintermästaren – Hambletonian – Rene Sejthen – Asaa

Så let vandt Calle Crown foran Perfect Spirit på Halmstad torsdag . Foto Kanal 75

Efter en meget stærk præstation af Calle Crown i indledende heat, hvor den legende let satte sidste års Hambletonian-vinder Perfect Spirit på plads og vandt i ny banerekord 1.10.2 var det med ekstra stor spænding, man så frem til finalen.

Selv om Calle Crown er svensk ejet, og trænet, så er den født i Danmark og har en ”dansk afstamning” med Great Challenger som fader og Hillary Crown som moder.

Ja. Og så er den jo også opdrættet af de to søstre, Helle og Lene Hjorth.

Det blev så noget af et antiklimaks, da Calle Crown lige efter startbilen havde sluppet feltet finalen slyngede sig over i galop, og dermed var ude af løbet.

Nu får vi aldrig svaret på, om Calle Crown kunne have vundet Sprintermästaren, men jeg tror, at den ville have været med i afgørelsen!

Generelt vil Sprintermästaren 2018 blive husket for ôrjan Kihlströms sublime kørekunst bag Perfect Spirit, som han bragte til sejr trods en lille galop på opløbshjørnet og tydelige aktionsproblemer 75 meter fra mål!

Perfect Spirit fanger Lucifer Lane og vinder Sprintermästaren 2018. Foto Kanal 75

Nu kan Perfect Spirit, der i for vandt The Hambletonian Stake på the Meadowlands, tituleres som ”Dobbelt Hambletonian-vinder” for Sprintermästaren kaldes jo også Sveriges Hambletonian!

Også træner Daniel Redén skal have ros for at have gjort Perfect Spirit bedre til finalen, hvor han raspede lidt af forhovene, gav den en hovedstang på og et norsk hovedlag.

Perfect Spirit har nu vundet de to hidtil største løb for 4-åringer i Sverige, Kongepokalen og Sprintermästaren.

Perfect Spirit sig sig akkurat forbi familiehesten Lucifer Lane med Johan A. Nilsson, der ellers havde fået overtaget på den tapre Super War Horse med Kevin Oscarsson, der undervejs sad i dødens på Enterprise med Björn Goop.

Der er nu kun en måned til The Hambletonian Stake på The Meadowlands – verdens største travløb, og løbet kan i år få to danskejede heste til start!

Lars Berg er medejer af Six Pack, der efter sin fornemme andenplads i sidste uge i Beal Memorial, nu rangeres som næstfavorit i ugens ”The Road to the Hambletonian”.

Jimmy Takter-trænede Wolfgang, der ikke har startet siden sejren i Goodtimes Stake i Canada for to uger siden, er nu rangeret som nummer et.

Den har siden sejren fået fjernet en testikel, der generede den, og skal i morgen ud i en Qualifier på The Meadowlands.

Her møder den Gunner Christiansens Shoshie Deo, som man også har Hambletonian-drømme med.

Shoshie Deo har ikke starte siden den vandt finalen i New Jersey Sire Stakes for en måned siden.

Den har haft lidt fri, men trimmes nu mod start igen og George Brennan, der normalt kører på Yonkers, tage turen lørdag formiddag, lokal tid til Meadowlands for at køre Wishing Stone-sønnen

Og mere fra USA.

Rene Sejthen, der arbejder som anden-træner hos Paul Kelley, var i går til County Fair (dyrskue) i byen Afton i staten New York.

Her har man en gang om året travløb som optakt til dyrskuet, og der var ikke færre end 20 løb på programmet.

Sejthen havde en køretur bag den 3-årige Grand Man (Muscle Yankee), som han kørte ind på en fjerdeplads.

-Det var en meget speciel oplevelse at køre på den lille bane. Ja, jeg har ikke prøvet noget lignende – banen er ikke ret bred – kun fire heste efter startvognen, fortæller Rene Sejthen.

Løbene blev afviklet uden toto-spil, og præmierne kommer fra New York Sire Stakes, og lå fra 1.000 dollars – 2.900 dollars pr løb i samlet præmiesum.

Det sportslige niveau var altså ikke særligt højt, men vi skal huske på, at det var jo på denne måde travsporten i sin tid startede – på delvist interimistiske baner – sådan var det også herhjemme, hvor der for 100 å siden blev kørt travløb på dyrskuer eller til byfester rundt om i landet.

I Nordjylland lever denne tradition fortsat – på søndag er der trav- og galopløb i forbindelse med byfesten i Asaa – og om en måne di Pandrup!