TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

På Biddet – 01.05.18

af | Nyheder, På Biddet

1.maj er helligdag i store dele af Europa, og det betyder også at der køres nogle topløb – tre sejre til samme hesteejer, træner og kusk – Norge kan fortsat ikke spille til Danmark og vi kan ikke spille til Sverige på banerne – og så var nogen heldige på Fyens Væddeløbsbane.

Mens Arbejdernes Kampdag, den 1. maj herhjemme er en almindelig arbejdsdag for de fleste, så er det rundt om Europa en national helligdag.

Det benytter man til at afvikle storløb på flere væddeløbsbaner – bl.a. i Tyskland og i Italien og i Sverige arrangerer man et ekstra V75-spil på Bergsåker med start klokken 14.30.

På 1200 meter-banen (højre rundt) i Gelsenkirchen er hovedløbet Bild-Pokal over 2000 meter og med en samlet præmiesum på 20.000 Euro.

Tidligere var løbet et sprinterløb, men er altså i år udskrevet over normaldistance.

Dansk Hestevæddeløbs sportschef, Rene Jensen er på plads for at se de to favoritter, Cash Hanover med Michael Nimczyk og Orlando Jet med Rudolf Haller nærmere efter med henblik på en invitation til at starte i Copenhagen Cup.

Begge heste sæsondebutere, og efter min mening så er Orlando Jet (Orlando Vici) klart bedst af duoen.

Den vandt i fjor i den tyske derbyweekend i Berlin i 1.11.6a/1900 m – og det er en præstation, der på en skandinavisk bane svare til en 1.10.-tid eller bedre.

PÅ Agnano-banen i Napoli køres Gran Premio Lotteria med tre indledende afdelinger og såveæ en A-som B-finale.

En gang havde dette løb samme status som Elitloppet og Prix d’Amerique på den internationale scene.

Nu kæmper man for at få udenlandske heste til start, og i år er det da lykkedes at få Dante Boko fra Kolgjini som Giampaolo Minnucci skal køre og fra Frankrig kommer Dreammoko fra Richard Westerink og de italienskejede Vivid Wise As fra Sebastian Guarato og sidste års vinder Timome Ek samt Sharon Bar fra Philippe Billard.

Erik Bondo har to heste med – størst chance har Turno di Azzura, der starter i 3. afdeling fra spor 3, mens Rod Stewart i 2. afdeling næppe har form til at begå sig.

Til løbene på Bergsåker har ATG lavet et ekstra V75-spil, og bemærk at 1. afdeling køres allerede klokken 14.30!

Hat-trick

At en træner eller kusk vinder tre løb på en og samme løbsdag er ikke så usædvanligt, men at en hesteejer gør det – ja, det hører til sjældenhederne.

At det så ydermere er samme konstellation – hesteejer, træner og kusk, der vinder tre sejre  i lige så mange forsøg.

Det er helt specielt.

Det er da sikkert sket tidligere, men jeg mindes det ikke.

I går skete det på Skive Trav, hvor en af dansk travsports mest satsende hesteejere, Keld Gregersen og hans Stutteri Disney lavede et hat-trick sammen med Gordon Dahl og Steen Juul.

Keld Gregersen er i de senere år gået ”all-in” i travsporten, og har lavet sit eget træningscenter uden for Aalborg, hvor Gordon Dahl er tilknyttet som træner, og i løb bruger man primært Steen Juul som kusk.

De tre vindere var Hasek Boko, Twitter Laser og Darlington – og det er næppe sidste gang, vi har set dem på vinderpladsen.

Twitter Laser var tilbage i løbene igen efter halvandet års ufrivillig pause på grund af skader!!

Darlington med Steen Juul vinder – og så er hat-tricket i hus til Stutteri Disney. Foto Flemming Andersen

Norge og Sverige

Under løbene i Skive blev der sendt et interview med Henrik Friis, Dansk Hestevæddeløb.

Meget nyt var der ikke i det, udover at vi skal betragte 2018 som et mellemår.

Se det var nyt!

Og så håber Henrik Friis på, at den strid der er mellem ATG og RiksToto bliver bilagt, således nordmændene snart kan spille med til vore løb igen.

Det er faktisk ikke uvæsentligt at denne strid bliver bilagt, for det betyder ikke kun tab af norske omsætningskroner.

Den store spilleklub, The Jackpot Club har halveret sit spil i danske V4- og V5-puljer, fordi de samlede puljer er mindre uden pengene fra RiksToto.

Hvorfor situationen er opstået er forunderlig al den stund, at RiksToto spiller ind til alle svenske løb!!

Dansk Hestevæddeløb og Dansk Travsports Centralforbund burde træde mere i karakter over for ATG!

ATG ”driller” også på andre måder den danske trav- og galopsport!

Galopløb på en dag med travløb skal oprettes som en speciel løbsdag, og der kan ikke spilles til galopløbene udefra – altså via internettet eller boder. Der kan kun spilles på banen.

Snart bliver der omvendt, når provinsens galopdage skal afvikles – så bliver det galopløbene, der er det primære og travløbene sekundære, som der kun kan spille til på banerne.

Det er komplet ubegribeligt at dette foregår – og får lov til at foregå!!

At det heller ikke er muligt at spille til f.eks. V75, når en bane har løb en lørdag er også et resultat af den nye tid med ATG!

Kun på de baner, hvor man har en terminal fra Danske Spil, er det muligt at spille til udenlandske løb.

Nå – det skal ikke være surt det hele.

I søndags var de to galopløb på Fyens Væddeløbsbane sponsoreret af to firmaer, der kom til løbsdagen med i alt ni personer.

Efter en rundvisning i staldene, som Fyens Galopklubs Formand, Gert Larsen forestod, indtog man de reserverede pladser i restaurationen, og nu ville man gerne spille på hestene.

Vinder og Plads er det bedste, forklarede Gert Larsen, men sponsorerne ville gå efter de store penge og spille V5.

Gert Larsen lavede en kupon til 864 kroner – og da han i sidste afdeling havde sat Stickittothem på kuponen  og udelukkende fordi ejeren og træneren Jan M. Rasmussen var gammel fynbo, gik V5-kuponen hjem og gav en gevinst på 30.366 kroner.

Mon ikke de sponsorer dukker op igen på Fyens Væddeløbsbane?