TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Oligarkisk sponsorstyring

af | Nyheder

Fra den fynske hesteejer Ole Lund Christensen, der efter flere års fravær atter er aktiv i travsporten, har vi modtaget følgende indlæg til Talerstolen.talerstol

Bestyrelsesmedlem i DH, Keld Gregersen – i civil selfmade succesfuld forretningsmand – udtaler i Væddeløbsbladet nr. 2: “Sporten skal drives som en forretning med topstyring, og så skal alle banernes bestyrelser skiftes ud med forretningsudvalg, som skal bestå af dygtige erhvervsfolk, der evner at få penge i kassen.

Dette ligner en uhyggelig vision af oligarkisk sponsorstyring.

Der er muligvis elementer i KG´s idèsæt, som er gode og brugbare, men de kan ikke stå alene.

En velfungerende hestevæddeløbssport må nødvendigvis være baseret på en afbalanceret symbiose mellem økonomi og sport.

Hvor ubalance forefindes, går det galt.

Se eksempelvis krak og tvangsnedrykninger inden for fodbold og håndbold, fordi sponsoraternes levedygtighed er sammenlignelig med en snebolds i helvede.

Teknokratiske ledelsesmodeller dur heller ikke.

Det har vi jo prøvet – med mildt sagt tvivlsomme resultater.

Sportens organisationer er gennem mange år blevet forsøgt styret af marketingsfolk og konsulenter ad hoc, der kun har haft formaliteter, selvros og falsk veloplagthed som parametre.

Og – nå ja – store honorarer.

Fællesskab og samarbejde mellem frivillige kræfter (amatørisme i bred forstand) og banernes professionelle trænere og medlemsvalgte ledelser/bestyrelser er de forudsætninger, som den uundværlige sportslige del trives ved.

Den anden faktor i symbiosen, økonomien, hvis elendige status er en delvis selvskabt plage, kan kun varigt løses ved, at sporten selv får hånd i hanke med egne indtægtskilder – primært afkastet fra toto-spillet.

Men det er jo en politisk diskussion, og i den verden hersker der opportunistiske vinde, som gør enhver forudsigelse tvivlsom.

Dog vil et evt. blåt flertal efter valget sandsynligvis være et mere attraktivt forhandlingsklima end det nuværende.

m v h

Ole Lund Christensen

Maevej 52, 5690 Tommerup