TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Og nu på ferie

af | Nyheder

Efter en ny sikker sejr på Fyens Væddeløbsbane fredag eftermiddag får Cool Shadow ferie  og når den kommer i gang igen skal den matches mod årets store klassiske opgør.

Det er noget af en forvandling, der er sket med nu 4-årige Cool Shadow, efter den kom i træning hos Jeppe Juel.

Aalborg-træneren har nu startet den røde hingst 6 gange, og det er resulteret i 4 sejre og 2 andenpladser!

Cool Shadow med Jeppe Juel

Fredag eftermiddag var Cool Shadow storfavorit i 5. løb på Fyens Væddeløbsbane, og den elegante hest løste da også opgaven til UG og sejrede sikkert i ny rekord 1.14.7a/1640 m.

-Jeg har givet ham disse starter i vinter, for at han skal lære at løbe væddeløb. Nu trappes Cool Shadow ned i træningen, og så får han ferie, inden vi begynder at sætte ham på til løb igen, og forhåbentlig kan han være med i de store årgangsløb, sagde Jeppe Juel.

Cool Shadow er af ren fransk afstamning.

Hans fader, Rolling d’Heripre (Dahir de Prelong) var en af sin årgangs allerbedste heste og som 4-åring vandt tre Gruppe 1-løb, Prix de Selection i 1.11.2/2150 m volte (hvor Ready Cash var nummer to, Criterium des 4 Ans i 1.12.8/2850 m volte samt Criterium Continental i 1.11.2a/2100 m.  Desværre fik Rolling d’Heripre problemer med bentøjet tidligt i 5-års sæsonen, og selv om den kom tilbage i løbene,  nåede den aldrig op på samme niveau som den var på som 4-åring.

Rolling d’Heripre – koster i Frankrig 0 + 5.000 Euro.

I avlen har den klaret sig pænt, men uden de store stjerner – 7-årige Blooma d’Heripre med 341.320 Euro er mest vindende.

Moderen, No Comment er af ren fransk afstamning, og lillesøster til såvel vores Derby-toer Leader Chip (Pine Chip) som til den franske avlshingst Volcan d’Urzy 1.12.2 – 310.570 Euro.

Jeppe Juel havde også en anden 4-åring med til Odense, der er blomstret op i hans varetægt.

Det er hoppen Celine D (Great Challenger), der nu vandt sin tredje sejr i Juels regi ganske sikkert. Det var hoppens fjerde sejr i træk, idet hun vandt sin sidste start fra Kaj Jensens trænings.

For Jeppe Juel var det fredagens to eneste køreture i Odense, så var han Mr 100%.