Årets første storløb for den italienske derby-årgang, vandtes af Erik Bondo-trænede Zaccaria Bar med Federico Esposito i sulkyen.
Gran Premio Nazionale med en førstepræmie på 64.400 Euro , der onsdag eftermiddag blev kørt på Maura-banen i Milano, er det første storløb for den italienske Derby-årgang i 2018..
Danske Erik Bondo sendte den upåagtede Zaccaria Bar med Federico Esposito i sulkyen til start.
Parret var spillet til odds 38,27, men havde også det højeste startnummer – 12.
Det var syvende start i karrieren for Zaccaria Bar (Ready Cash), men de var alle foregået i ordinære løb og selv om det var blevet til 4 sejre 2 anden og 1 tredjeplads, så var tiltroen til Bondos hest altså ikke stor.
Men trods den dårlige startplads så flaskede det sig for Zaccaria Bar, der kom fint igennem indvendigt til vinderhullet i opløbssvinget og slap ud på opløbshjørnet for at gå frem til sejr foran Zilath (Maharajah) med Andrea Guzzinati – spillet til 98 gange penge.
De to heste fik begge noteret 1.13.6a/2250 m – på tredjepladsen fulgte Ze Doca (Self Possessed) med Roberto Vecchione i 1.14.0. – Den stod til odds 27,56!
Der var 64.400 Euro i førstepræmie til Zaccaria Bar, der nu har tjent 88.126 Euro.
Hoppeafdelingen vandtes af Ziva Ek (Varenne) med Roberto Vecchione i 1.13.6a/1650 m – her var der 36.800 Euro i førstepræmie.
Erik Bondo startede i alt seks heste i Milano onsdag eftermiddag og udover storløbssejren blev det også til sejr i amatørløbet samt to anden- og en tredjeplads.
Bondo har nu sendt 45 vindere ud i 153 starter i år, og det er blevet til 273.600 Euro i indkørte præmier.