TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Nuncio blev Sprintermästare

af | Nyheder

Nuncio med Stefan Melander indfriede favoritværdigheden i årets udgave af Sprintermästaren på Halmstad, men der blev ikke tale om den forventede overlegne sejr.

Nuncio bkev Sprintermästare. Foto Kanal 75

Nuncio bkev Sprintermästare. Foto Kanal 75

Nej, finalen i Sprintermästaren blev utroligt spændende, og afgørelsen faldt vel først 50 meter før mål, hvor Nuncio fik overtaget på førende Hillustrious med Johnny Takter der løbet igennem havde Volstead med Ôrjan Kihlström udvendigt for sig.

Favoritspillerne fik spænding for deres penge – Nuncio var spillet ned til odds 1,34.

– Ind i opløbet var jeg bekymret for at jeg ikke kunne nå de to førende, sagde Stefan Melander efter sejren. – Men denne hest ved heldigvis, hvor målstregen ligger, og han lagde sig ekstra ud, og så nåede vi heldigvis fordi.

– Det er en fantastisk hest, denne her. Den har aldrig været dårligere end nummer tre, og selv om den ikke virker specielt overbevisende i opvarmningen, så tager den sig sammen, når det gælder løb.

Men Nuncio er ikke blot en fantastisk væddeløber, den har også et meget fint eksteriør.

– Jeg har aldrig set en hest, som er så perfekt bygget som Nuncio, og jeg har set nogle tusinder igennem min tid, sagde Stefan Melander videre. – Hvis han både kan give sine egenskaber som væddeløber og sit eksteriør videre i avlen, så bliver han en fantastisk avlshingst.

Stefan Melander købte Nuncio som åring på auktion i USA for blot 7.000 dollars.

Da moderen, Nicole Isabelle ikke opfyldte kravene for at Nuncio kunne importeres til Sverige, lod Melander den blive i USA, hvor den som 2-åring blev trænet af Jim Oscarsson.

Da Oscarsson lukkede sin stald og flyttede tilbage til Sverige overtog Jimmy Takter træningen af Nuncio som 3-åring indtil hesten blev sendt til Sverige i vinter.

Her har Melander nu startet Andover Hall-sønnen 6 gange.

Det er blevet til 4 sejre, 1 anden og 1 tredjeplads og med dagens præmier har Nuncio tjent lidt over 1,9 mio. SEK alene i denne sæson og totalt 16.5 mio. SEK.

Såvel Volstead (Cantab Hall) som Hillustrious (Muscle Hill) havde stor ære af deres indsats.

Volstead havnede i dødens fra start og lå der hele vejen, men alligevel var den kun slået med et hoved og hals, og Hillustrious, der i USA, lå et par klasser under Nuncio lagde tempoet undervejs, og var også kun slået med hoved.

Vindertiden i finalen for Nuncio var 1.10.0, mens Volstead og Hillustrious noteredes for 1.10.1

I finalen startede seks USA-fødte heste – de besatte de fem første pladser, mens den sjette opgav efter galop. Galop lavede også Niels Thomsens Elton Attack i finalen.