TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

“Nu tror vi på det vender”

af | Nyheder

Frantz Präem

Trænerforeningens formand, Frantz Präem, ser som de fleste andre meget positivt på den nye samarbejdsaftale mellem Dansk Hestevæddeløb og Svensk Travsport.

-Jeg var jo lidt forberedt på hvad der ventede, i og med at Henrik Friis & Co. var gæster ved Trænerforeningens generalforsamling den 23. november, hvor de orienterede os om hvad der rør sig i kulisserne, siger Frantz Präem til Travservice.dk.

-Desuden har vi (Trænerforeningen, red.) også Kenneth Nielsen siddende i DTC’s bestyrelses, og selvom det er begrænset hvor meget han har måtte sige, var vi da lidt forberedt og vi er rigtig glade for den aftale der er forhandlet igennem.

-Jeg kan kun se det positive i det hele, selvom der ikke står noget om hvorvidt vi skal ha’ det samme reglement som i Sverige, men jeg er da sikker på at der vil være nogle danske forhold, ligesom man ser det i EU-sammenhæng. Vi vil da bl.a. holde fast i, at vores 2-åringer gerne må gå uden sko. Vi skal ikke sammenlignes med Nordsverige, hvor det er rimeligt, at 2-åringer skal ha’ sko på, men vi har jo nogle helt andre baneforhold i Danmark, der mere kan sammenlignes med de sydsvenske baner.

-Det svenske voltesystem kan heller ikke anvendes i Danmark; dertil er vores baner for smalle – og der er sikkert også nogle andre forbehold, som vi må se på.

Udsigten til større løbspræmier bliver selvsagt også modtaget med kyshånd af Trænerforeningen af 1909.

-Det har vi allesammen brug for, fastslår Frantz Präem.

-Som det er nu falder mange af de eksisterende hesteejere fra fordi de ikke kan få det til at løbe rundt, og det er svært at overbevise folk om at investere i nye ungheste, men jeg er optimist. Det kunne jeg også mærke på mine kollegaer på generalforsamlingen, hvor godt 35 af trænerne var mødt frem. Hvis de var negative da de kom, gik de i hvert fald derfra meget positivt.

-Jeg er ikke gået så meget ind i det politisk endnu, men jeg tror meget på, at den måde svenskerne markedsfører deres travsport på, vil være en stor fordel for os. Spillet står måske lidt stille i Sverige i øjeblikket, men jeg tror faktisk også på, at de kan ha’ fordel ved at få Danmark med på holdet.