TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Muscle Hill-dominans

af | Nyheder

Da der i nat blev kørt de første New Jersey Sire Stakes for 2-åringer  på The Meadowlands var der ikke uventet afkom efter Muscle Hill, der vandt alle fire løb!

Hollywood Hill

Hollywood Hill

Når 19 ud af 32 startende har Muscle Hill som fader er muligheden for at det bliver et Muscle Hill-afkom som vinder rimelig stor.

I New Jersey stod der for tre år siden blot Muscle Hill og hans fader, Muscles Yankee af hingste med kommerciel værdi, og det var da også udelukkende afkom efter de to, der startede i nat.

Den hurtigste vinder var hoppen Hollywood Hill med Jimmy Takter, der sejrede sikkert i 1.11.7.

Hollywood Hill har alle forudsætninger for at blive en tophest – ikke blot har hun Muscle Hill som fader, men hendes moder er Lantern Kronos – helsøster til Going Kronos – og selv en topvæddeløber med rekord 1.10.0 og en indtjening, der rundede millionen.

Southwind Frank

Southwind Frank

Hollywood Hill er tredje afkom efter Lantern Kronos. Hendes første, en hoppe efter Muscles Yankee, Oh Oh Hereshecomes er ustartet, nummer to, The Bank (Donato Hanover)  har vinderrekord 1.10.7 -195.000 dollars – matches mod The Hambletonian – var i nat nummer to i 1.09.8

Næsthurtigste vinder i nat var Southwind Frank (Muscle Hill-  Flawless Lindy v. Cantab Hall) der vandt for Yannick Gingras i 1.12.5

Han er moderens første afkom og har i en Qualifier vundet i 1.11.8 og er dermed verdens hurtigste 2-årige hingst i denne sæson.

Jack Vernon, der vandt den anden afdeling for hingstene kørt af John Campbell i 1.12.9, er efter Muscle Hill – Vernon Blue Chip v. Sir Taurus.

Jack Vernon

Jack Vernon

Dermed er den ¾-broder til bl.a. Opdrætterforeningens hingst, Blue Mac Lad 1.10.0 – 578.000 dollars,

Vernon Blue Chip er også moder til nu afdøde Self Obsessed (Self Possessed), der har to afkom til start i søndagens 2-årsløb, Beauty CN og Bevis CN.

Også den fjerde 2års vinder i nat på The Meadowlands har dansk tilknytning.

Det er hoppen Gifted Lady, der vandt for Jimmy Takter i 1.13.2.

Gifted Lady er efter Muscle Hill . Alix Hall v. Conway Hall og er med halvsøster til Richly Possessed, der er avlshoppe hos Thomas Lind Holm på Stutteri Dust.

Gifted Lady

Gifted Lady

Richly Possessed (Self Possessed) er ustartet og har kun fået to afkom.

Det er See the Dust (Chocolatier)  1.14.8 – 121.790 kr.  og Le Lahar (Deweycheatumnhowe) 1.14.4 – 195.700  kr. – sidstnævnte er vinder af 5 løb i 9 starter.

Richly Possessed skulle nu være i fol ved Double Player.