TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Monopolet er faldet

af | Nyheder

Fra i dag er Danske Spils monopol på at udbyde spil på hestevæddeløb i Danmark ophævet. Alle licenserede spillefirmaer kan nu tilbyde spil på hestevæddeløb, der foregår ikke blot i Danmark eller udlandet. Og så fortæller vi dig om den nye virkelighed som du vil opleve den spiller og trav/galopinteresseret.

Historisk set har der altid været monopol på totalisatorspil til hestevæddeløb i Danmark.

Oprindeligt var det sporten selv, der havde tilladelsen (monopolet), men i slutningen af 1990-erne, hvor økonomien strammede til i hestesporten, og derfor villeman gerne  indgå et samarbejde med svenske ATG om at udbyde V75-spillet i Danmark.

Det blev imidlertid en politisk varm kartoffel.

Man frygtede, at V75-spillet ville kannibalisere på Dansk Tipstjenestes (nu Danske Spils) Lotto, der dengang var en guldkalv.

I stedet blev der lavet en ordning, hvorefter Tipstjenesten overtog hestespillet. Man oprettede en fond på 50 millioner kroner og desuden blev det vedtaget at hestevæddeløbssporten årligt skulle tilføres 100 millioner + – afhængigt af den forventede succes, som Tipstjenesten formodedes at ville opnå.

I den lov, der blev grundlaget for dette set-up, fik Tipstjenesten også lov til at udbyde spil til udenlandske væddeløb – og efterhånden kom bl.a. V75-spillet med i det sortiment, som DanToto, nu ejet af Tipstjenesten udbød på det danske marked.

Fra hestevæddeløbssportens side var forventningerne meget store til det nye samarbejde, men desværre lykkedes det ikke Tipstjenesten af løbe hestespillet i gang.

Samarbejdsklimaet mellem hestevæddeløbssporten og Danske Spil har gennem årene været køligt, og da samtidig Kulturminister Marianne Jelved for nogle år siden fandt ud af – utvivlsomt med god hjælp fra de danske idrætsorganisationer – at trav- og galopsporten fik alt for mange penge overført fra Tipsmidlerne, lykkedes det hende at få gennemført en lov, der indebar store nedskæringer.

Ja, i 2018 ville dansk trav- og galopsport have fået 63 millioner kroner hvis Jelved-loven fortsat havde været gældende.

Nu er virkeligheden – heldigvis – en anden.

Der er ydet et stort stykke arbejde med at påvirke politikerne på Christiansborg og kort før Nytår 2016 blev der underskrevet en stemmeaftale af de partier, der har flertal i Folketinget om at liberalisere spil på heste samt at sikre hestevæddeløbssporten i fem år fra 2018 med omkring 76 millioner kroner om året. Fra 2023 nedtrappes beløbet med 20%.

Det lovmæssige grundlag kom på plads i løbet af 2017 og EU godkendte konstruktionen.

Der var vel lagt op til at trav- og galopsporten fra 1. januar 2018 skulle danne sit eget spilleselskab – altså et nyt DanToto – og længe forlød det da også, at man arbejdede med de planer.

Sådan blev det dog bare ikke.

I stedet har man indgået aftale med Svensk Travsport og det svenske spilleselskab, ATG.

Det betyder, at spillefirmaet Bet25.dk i princippet bliver det spilleskab, som dansk trav- og galopsport ellers skulle have lavet.

ATG har indgået en betinget købsaftale af Bet25.dk og forventer at kunne overtage firmaet pr. 1. januar 2019.

Der er dog fortsat nogle funktioner som trav- og galopsportens driftsselskab, Dansk Hestevæddeløb ApS skal tage sig af.

Der er bl.a. en spilleplatform, hvor alt spil til danske hestevæddeløb vil blive samlet, ligesom man har oprettet en Tv-kanal, Fast Track, der vil have stor fokus på de danske væddeløb.

Man vil også udgive et programblad med tips og kommentarer på nettet.

DanToto (Danske Spil) vil fortsat udbyde hestespil i det omfang man hidtil har gjort det, men om andre spillefirmaet, der pt opererer på det danske marked også vil gøre det er svært at sige.

Her på førstedagen i det liberaliserede marked er der i hvert fald ingen spillefirmaer, der udbyder spil på heste – hverken toto- eller fast odds.

For at opsummere for dig som hidtidig spiller/bruger af DanToto:

Du kan også i 2018 spille på heste hos DanToto.

I løbet af nogle måneder venter Bet25.dk at være klar til at åbne for hestespillet.

Du kan se alle løb på DanToto Racing Live.

Avisen ”Til Start” udkommer ikke i 2018. Den var udgivet af Danske Spil.

I stedet udkommer et programblad på internettet, udgivet af Dansk Hestevæddeløb,

På fredag har den nye Tv-kanal, Fast Track premiere i forbindelse med løbene i Aalborg.

Fast Track vil have stor fokus på de danske løb ligesom man kan se ATG Live.

Fast Track kan ses på danskhv.dk eller på en TV-boks, der købes af Dansk Hestevæddeløb.

Der vil kun være et totalisatorresultat på løbene, idet alt spil til danske hestevæddeløb behandles på en server, som Dansk Hestevæddeløb ApS kontrollerer.