TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Mindre underskud i Billund

af | Nyheder

Aktieselskabet Billund Trav har holdt generalforsamling – regnskabet udviste et underskud på små 180.000 kroner

Billund Trav har udsendt følgende pressemeddelelse efter årets ordinære generalforsamling, der blev afholdt tirsdag aften:

Ordinær generalforsamling i Billund Trav A/S

Tirsdag aften var knap 50 aktionærer samlet til ordinær generalforsamling i Billund Trav A/S.

Formand Peter Fog aflagde en god og fyldig beretning med hovedvægt på de økonomiske udfordringer selskabet havde haft og de sportslige højdepunkter i 2017.

Han var ligeledes inde på den helt nye situation omkring spillet på heste, der trådte i kraft 1. januar 2018. Både de udfordringer der er, men så sandelig også de økonomiske perspektiver der er for hestevæddeløbssporten i Danmark som helhed og i særdeleshed for Billund Trav.

I beretningen udtalte formanden også en stor tak til Jens Rønnow, der i forbindelse med sin ansættelse i Dansk Hestevæddeløb valgte at forlade bestyrelsen i 2017.

Jens har ydet en meget stor indsats i både banens bestyrelse samt i Billund Pony Travklubs bestyrelse, og ikke mindst har han i mange andre sammenhæng ydet en stor indsats for travsporten i Billund, udtalte Peter Fog.

Forsamlingen godkendte enstemmigt formandens beretning. Lone Hansen fra Deloitte gennemgik regnskabet udvisende et underskud på 177.694 kr. før afskrivninger og skat. Regnskabet blev ligeledes godkendt uden kommentarer.

Til bestyrelsen var Peter Hansen, Leif Skov, Thomas Peter Thøgersen og Anders Hansen på valg. Desuden var der en vacant plads efter Jens Rønnow, der skulle besættes.

Bestyrelsen foreslog genvalg til de førnævnte, samt nyvalg af Arne Sigtenbjerggaard.

Fra salen blev Hardy Skov og Leo Madsen foreslået.

Der var genvalg til Peter Hansen, Anders Hansen, Thomas Peter Thøgersen og Leif Skov, samt nyvalg til Arne Sigtenbjerggaard.

Arne Sigtenbjerggaard har været aktionær i Billund Trav A/S siden banens åbning i 1971, og har også en politisk karriere bag sig som borgmester i både Jelling og Vejle Kommune.

Desuden er han også hestemand, han er bl.a. dommer i voltigering.

Efter en god og konstruktiv debat under eventuelt sluttede generalforsamlingen.

Efterfølgende konstituerede bestyrelsen sig med Peter Fog som formand og Leif Skov som næstformand.