TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Million-Derby i 2019

af | Nyheder

Ikke siden 1992 har der været en samlet præmiesum på 1 million kroner i Dansk Derby, der rides på Klampenborg Galopbane, men i 2019 sker det igen.

Modsat travsporten, hvor præmiesummen i vore største klassiske løb bestemmes af hvor mange heste, der har været anmeldt frem til løbet, så er præmiesummen i de store klassiske løb inden for galopsporten fast.

I Dansk Derby har den i mange år været på 800.000 kroner, men nu har Klampenborg Galopbane besluttet at lægge 200.000 kroner mere i puljen, således at der for første gang siden 1991 bliver 1 million kroner at ride om fra 2019.

-Sporten skal som noget af det væsentligste drives af opdræt, og motivationen til køb af ungheste skal blandt andet findes i drømmen om en sejr i Dansk Derby, siger Klampenborgs direktør Carsten Baagø Schou i et interview på galopsport.dk

Meddelelsen om million-derbyet kommer umiddelbart efter at galopsportens hovedorganisation, Dansk Galop offentliggjorde at man ændrede unghestesatsningen, som HFF har afsat midler til, fra at være en tilskudsordning pr hest, til at bruge midlerne til at hæve præmierne betragteligt i flere klassiske løb.

Præmiesummen i Dansk Trav Derby har i mange år ligger over 1 million kroner – ja, siden 2006 hvor Kanonis Lobell med Kenneth Nielsen sejrede – men faktisk blev det første million-derby kørt allerede i 1992 med Predator med Jim Frick som vinder. I årene 1996 – 1999 og 2002-2005  var præmiesummen under 1 million kroner

Hvor stor præmiesummen bliver i Dansk Trav Derby 2017 kendes endnu ikke, men i Travkalender nummer 1 2017 skønnes den – i lighed med tidligere år – at blive på 800.000 kroner.

Det er så et ret konservativt bud, men den endelige præmiesum kommer altså udelukkende an på, hvor mange penge, der bliver indbetalt i forfeits.