TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Mere Jensen-succes

af | Nyheder

Flemming Jensen fulgte op på søndagens succes i Århus og vandt to løb på hjemmebanen, hvor Bravur Thorkdahl imponerede stort efter startfejl.

Det ruller virkelig for Flemming Jensen i øjeblikket. I juli måned har Aalborg-trænerens egentrænede heste således vundet 17 løb i 41 starter – svarende til en sejrsprocent på 41 – og alene inden for den sidste uge har “Ismanden” som kusk vundet syv løb og indkørt 523.750 kr.

Bravur Thorkdahl imponerede stort. Foto: Hesselborg Foto

I dag blev det til to sejre på Racing Arena Aalborg med hhv. Dario Sotto (Wishing Stone) og Bravur Thorkdahl (Andover Hall).

Især sidstnævnte imponerede stort efter en startfejl, der kostede op mod 50-60 meter, selvom det ikke er noteret i resultatlisten.

Bravur Thorkdahl fik dog forholdsvis hurtigt kontakt med feltet, der med Lisa Marie E P i front afviklede de første 500 meter i 17-tempo.

Tempoet blev dæmpet yderligere, hvilket fik Flemming Jensen til at satse med Bravur Thorkdahl, der efter et imponerende speedryk blev forceret til spids ud på sidste omgang.

Bravur Thorkdahl holdt siden farten til sikker sejr i tiden 1.16,7a/2140 meter og ligner en hest, der i fejlfri udgave rækker meget langt.

Ni sejre i 10 starter
Søren Klitgård-trænede Concorde (Dream Vacation) fortsætter med at imponere i montésammenhæng og tog i dag sin tredje sejr på stribe og niende sejr inden for de sidste 10 starter.

Marianne Mechlenburg satsede offensivt fra startspor 11 og kunne allerede efter godt 500 meter overtage føringen. Herefter var der reelt kun én hest på banen og Concorde sejrede ganske let i tiden 1.14,9/2180 meter foran Rocky P H og Walkman June.