TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Mangler lidt mere styrke

af | Nyheder

Med sejren i Dansk Hoppe Kriterium tog Dicte Skovsende springet op i årganges absolutte top – næste gang gælder det Dansk Avlsløb. 

Peter Jensen-trænede Dicte Skovsende (Muscles Yankee) var ikke med i Jydsk 3-årings Hoppe Grand Prix, men i går var der måske “tronskifte” i årgangen, da hun vandt Dansk Hoppe Kriterium efter en overbevisende præstation for Mads Hviid Nielsen.

Taktikken var føring fra start til mål og sejren blev ganske let i tiden 1.14,9a/2000 meter.

Foto: Martin Timm Holmstav

-I og med at hun er så hurtig fra start og med tanke på det løb hun gik sidst (hvor Dicte Skovsende var kort slået af Daisy Hill i Hoppe Kriteriumsprøven, red.) var det oplagt at satse på føring fra start, men ellers er det helt op til Mads hvordan han kører, siger Peter Jensen dagen derpå.

-Hvis Mads spørger mig, taler vi selvfølgelig om det, men ellers blander jeg mig ikke i taktikken.

Sejren i Dansk Hoppe Kriterium var Mads Hviid Nielsens hidtil største i Danmark, hvor han foreløbig er noteret for 20 sejre i år og næsten 900.000 kroner i indkørte præmier, hvilket har været stærkt medvirkende til, at Peter Jensens stald med storkskridt nærmer sig sidste års resultat på 2,1 mill. kr.

-Udover at være en p…. god fyr og et stort talent, begynder Mads at få chancer med nogle gode heste i stedet for B- og C-heste som tidligere. Hos Peter G. Norman var han jo kun anden- eller tredjekusk, og så er det klart, at man næsten aldrig får lov til at køre solide vinderchancer, men han kører godt – er rolig og samtidig fandenivoldsk på de rigtige tidspunkter. Han har et godt overblik, men er trods alt kun 25 år, så der ligger en stor fremtid foran ham, siger Peter Jensen, som købte Dicte Skovsende på Aalborg-auktionen i 2016 for 32.000 kr.

-Vi har egentlig altid haft en del forventninger til hende, hvilket også var årsagen til at vi bl.a. startede hende i Auktionsløbet i Aalborg i fjor, men hun gik desværre i stykker sidste år og det har taget lang tid for hende at komme sig igen.

-Dicte Skovsende fik problemer med et bagben og har bl.a. svømmetrænet igennem længere tid – derfor sæsondebuterede hun først i juli måned.

-Det er meget letbenet og fartfyldt hest, men hvis man skulle forbedre noget, så mangler hun noget styrkemæssigt. Lige nu går øvelsen imidlertid på at holde hende fit frem mod de sidste tre starter i år: Kvalifikationsløbene til Dansk Avlsløb for hopper den 21. oktober i Aalborg og herefter finalen 14 dage senere også i Aalborg . samt Grand Circle 3-års Hoppechampionat den 18. november i Billund.

De samme planer gælder for staldkammeraten Delicious Laser (Dream Vacation), der blev nummer fem i Dansk Hoppe Kriterium i tiden 15,2 med Peter Untersteiner i sulkyen.

-Hende var jeg også godt tilfreds med; hun møder trods alt de bedste i årgangen efter blot få starter. Untersteiner styrede direkte med tredje par indvendig fra spor 10, så hun måtte trækkes på tværs af banen midt på opløbet, men tog alligevel ind på de foranliggende, siger Peter Jensen.