TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Manden bag Ås-hestene dræbt

af | Nyheder

Svenske John-Erik Magnusson, der i flere år havde et nært samarbejde med Preben Kjærsgaard, og som opdrættede Ås-hestene, er blevet dræbt ved en ulykke på sin farm i USA.

John-Erik Magnusson. Foto Kanal 75

John-Erik Magnusson – i Sverige kendt under tilnavnet Goya, der vist var navnet på en af de første heste, han ejede – herhjemme kaldte vi ham blot Magnusson – er blevet dræbt på sin farm i Kentucky, USA i forbindelse med at han skulle køre hø ind.

Magnusson var en utrolig foretagsom person, som jeg lærte at kende i begyndelsen af 80-ersen, hvor han havde et nært samarbejde med Preben Kjærsgaard, da denne var træner på Charlottenlund Travbane.

Fra den periode huskes især heste som Dikcy Vogt og Pluvier Lee, men Magnusson var også arkitekten bag købet af den franske tophest, Minou du Donjon, som fik flere danskere i ejerkredsen og som bl.a. vandt Copenhagen Cup med Olle Goop i sulkyen.

Det hestekøb, der gjorde Magnusson mest berømt, var imidlertid købet af Mack Lobell i forbindelse med dens start i Elitloppet i 1989..

Efter Mack Lobell havde vundet Elitloppet med John D. Campbell i sulkyen, overraskede Magnusson alt og andet ved for åbent kamera på Svensk TV at fortælle, at det var ham, der nu ejede Mack Lobell!

Det var en sensation, der trak overskrifter overalt!

I Sverige grundlagde Magnusson Blädingeås Stutteri – og det er herfra kennel-navnet, Ås stammer.

En overgang havde han i øvrigt My Nevele stående, og som den dygtige handelsmand Magnusson var, så lykkedes det ham et år at få Walther Kaiser-Hansen til at tage fem hopper som delbetaling for, hvad der ellers skulle have været afregnet for hingstens tjenester.

Men Sverige var ikke stort nok for Magnusson, og i Paris, Kentucky erhvervede han en farm, for nu ville han opdrætte svenske heste under de bedst mulige betingelser, og de fandtes i ”The Blue Grass State, Kentucky”.

Carl Christian Junge blev en del af projektet, og stod for etableringen og driften af stutteriet i flere år, ligesom der blev etableret et træningscenter.

I fem år blev Magnusson sammen med sin sambo, Ann-Christine Lorentzon  opdrætterchampion i Sverige (2002 – 2006), og de har opdrættet vindere af stort set alle svenske klassiske travløb.

Parrets to døtre, Anna og Anette Lorentzon driver med stor succes en træningsstald i USA, og har pr dags dato vundet 76 sejre i 331 starter og indkørt næsten 900.000 dollars i denne sæson.

John-Erik Magnusson var spændende person, der satte utrolig mange ting i gang, og som oftest bar hans ideer frugt.

Det virker så urimeligt, at han pludselig skal rives bort ved en meningsløs ulykke.

Æret være John-Erik Magnussons minde

Karsten Bønsdorf

redaktør