TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Magic Sisa kan have afsluttet karrieren

af | Nyheder

magicsisa_20100725_opl

Stald Gitte Madsen har været en institution i dansk travsport gennem mange år, og hvor kronen på værket kom i 2008, da Magic Sisa (Carmody Lobell) afviste Mars i kampen om Derbysejren. Magic Sisa har som bekendt siden gjort det meste rigtigt og hentede tilbage i 2011 bl.a. tre sejre i træk i Frankrig.

Men grundet skadesproblemer har hesten ikke været til start siden december 2012. Og meget kunne tyde på, at løbskarrieren er et overstået kapitel.

–       Han hygger sig lidt på gården og har det fint, og han bliver da både redet og spændt for vogn, men der er ikke planlagt et decideret come back, forklarer Gitte Madsen.

–       Det er naturligvis ejeren (Niels Thomsen, red.), der har det sidste ord at skulle have sagt, men der bliver jo løbet stærkt i Magic Sisas klasse, og det koster på bentøjet hver gang. Sidste undersøgelse sidste år var jo ikke for god, så jeg vurderer, at der er 70 % chance for, at løbskarrieren er overstået. Men som sagt er det en beslutning, der endeligt skal tages af ejeren.

For år tilbage kunne Stald Gitte Madsen bogføre tal over millionen i indkørte præmier hvert år, men tallene har været noget mindre de seneste sæsoner. Men det kommer ifølge træneren selv igen.

–       Man skal jo tro på det, men jeg synes faktisk, at der er noget at have optimismen i. Vi startede fire heste i weekenden og fik en sejr og en andenplads. Samtidig galopperede tyske Madonne Mia en klar sejr væk i sidste sving i Aarhus, så jo.

Staldens håb forud for årgangsløbene er treårshoppen Winnie Siem (Hot Chilli Pepper), der flere gange var oppe imod de bedste i fjor.

–       Hun har udviklet sig rigtig fint hen over vinteren, hvor vi også har arbejdet lidt med temperamentet. Vi sigter på sæsondebut d. 20. april på Lunden. Hun løb lige op med de bedste hopper sidste år, og det tror jeg da, at hun kan gøre igen, forklarer Gitte Madsen om hoppen, der ejes af gemalen Jan Tranholm.

Et andet af de mere kendte navne i regi Gitte Madsen er det tidligere unghestetalent Rambo Flex (Chipmate). Ja, en opvisning på Musketerdagen og sejr i opgøret for de treårige tilbage i 2011 gjorde faktisk Rambo Flex til manges bud på en fløjhingst i årgangen, men trods 655.000 kr. på kontoen udeblev vel det helt store gennembrud.

–       Vi har en formodning om, at der har ligget noget sygdom i kroppen lige siden en start i Norge helt tilbage i treårssæsonen. Han har været igennem nogle behandlinger og er ikke så langt fra sæsondebuten, så vi kommer igen. Også på det punkt.