TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Kommer der danske heste til start i PDA-weekenden?

af | Nyheder

Traditionen tro er der mange danskere, der i den kommende weekend tager til Paris for at overvære Prix d’Amerique, men chancen for at se en dansk hest i aktion er ikke speciel stor.

Ingen danske trænere har anmeldt heste til Prix d’Amerique-weekenden på Vincennes, og den største chance for at se en danskejet hest til start er Flying Fortuna, der er ejet af Niels Thomsens Baltic Stable og trænet af Tomas Malmqvist.

Flying Fortuna Arkivfoto: Lasse Jespersen

Flying Fortuna er anmeldt i Prix de Montreal over 2100 meter auto og er sikker på at kunne komme til start.

Også Stald Ritas franske hoppe, Fleche du Feu kan komme til start på søndag i Prix Moni Maker, men da hun også starter i morgen på Vincennes, er det tvivlsomt om hun startmeldes så tæt på.

Frem til mandag morgen stod Valokaja Hindø i lørdagens Prix de Luxembourg, men han er nu slettet – næste start for Great Challenger-sønnen kan blive den 14. februar.

Lørdag er Stald Pimaxs Bandit Brick anmeldt i Prix Ready Cash, men står som nummer 27 – dvs. ni heste, der har tjent mere end ham, skal slettes før han kan komme med.

Det er ikke umuligt – den franske anmeldelsesprocedure er således:

Søndag klokken 09.00 blev der anmeldt til lørdagens løb.

Der er et forfeit tirsdag klokken 10.00, og endnu et forfeit onsdag klokken 10.00.

Derefter begynder man at startmelde i det franske system – det foregår over internettet og endelig startmelding til lørdagsløbene skal være sket inden torsdag klokken 09.30.

Til søndagens løb udløb anmeldelsesfristen her mandag morgen klokken 09.00.

Her er der forfeit onsdag klokken 10.00 og endelig startliste inden torsdag klokken 12.00.

I de kommende dage vil vi se nærmere på franske travsport – bl.a. hvilke kuske og trænere, der er værd at følge, når der skal spilles i løbene – og vi fortæller naturligvis også om de forskellige spilleformer, der er på Vincennes.